Planen er klar: Sådan skal gigantisk naturpark i København se ud

Ti grønne organisationer gik tidligere på sommeren sammen om et fælles ønske til en stor naturpark på Nordhavn i København. Nu er deres forslag til naturparken klar.

Foto: Marianne Levinsen Landskab

Nordhavn er en hurtigt voksende bydel i København, hvor tusindvis af nye københavnere i disse år flytter til.

Men med de mange nye boliger skal der også følge en ny stor grøn naturpark - i hvertfald, hvis det står til ti grønne organisationer.

Som vi her på TV 2 Lorry tidligere på sommeren kunne fortælle, er de ti grønne organisationer gået sammen med et ønske til naturparken - og nu er deres plan klar under det fælles netværk med navnet Nordhavns Naturvenner.

Sammen har de lavet et forslag til en naturpark på hele 100 hektar, der skal fylde det meste af Ydre Nordhavn.

Det skriver Nordhavns Naturvenner i en pressemeddelelse.

Nordhavns Naturvenner

Består af:

- Danmarks Naturfredningsforening København

- Østerbro Lokaludvalg

- Friluftsrådet København

- Dansk Ornitologisk Forening

- Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse

- NOAH

- Verdens Skove

- Østerbro Havnekomite

- Miljøpunkt Østerbro

- Østerbro Lokalråd

Naturparken vil rumme forskellige naturtyper såsom skov, fælled og stradeng og i alt fylde halvanden gange så meget som Amager Fælled. Der skal derudover være naturstier, skov, sø, strand og sankemuligheder i den nye naturpark.

- Nordhavn rummer en enestående mulighed for at lave en naturpark. Der er plads til forskellige naturtyper og områ-dets størrelse, der fremmer biodiversitetenm siger Knud Erik Hansen, der er næstformand i Danmarks Naturfredningsforening København samt talsmand for Nordhavns Naturvenner.

  Foto: Marianne Levinsen Landskab

Ifølge de ti organisationer skal naturparken være en park, hvor man kan møde fugle, padder og andre levende væsener i deres naturlige omgivelser. Det skal være en park, hvor man kan udfolde sig inden for de rammer, som naturen giver - noget, der ifølge Nordhavnens Naturvenner er tiltrængt, da naturen og biodiversiteten er under pres som aldrig før, og byudviklingen i København er præget af massivt byggeri uden større grønne områder.

Mangler endegyldig opbakning

Faktisk har Borgerrepræsentationen i København allerede sidste år bevilliget et område til en ny naturpark på 28 hektarer. Men Nordhavns Naturvenner har med sin fremlagte plan taget skridtet videre og sigtet mod skyerne.

Plantegningen til den nye Naturpark Nordhavn er lavet af tegnestuen Marianne Levinsen Landskab i samspil med Nordhavns Naturvenner.

- Vi har brug for en ny type planlægning, hvor natur er med i planlægningen fra starten, og ikke bare er noget, man sådan lige klemmer ind, når bygningerne er placeret. Så er der sjældent megen plads tilbage til natur, siger Knud Erik Hansen i pressemeddelelsen.

Han tilføjer:

- Vi skal huske, at vi både planlægger for os selv, men ikke mindst for de kommende generationer. Vi bør efterlade en by med betydeligt mere bynær natur.

  Foto: Marianne Levinsen Landskab

Formanden for Østerbro Lokaludvalg Allan Marouf siger følgende om sagen:

- I disse år udvikler vi København i stor skala. Men vi skal også huske at få naturen med. Forslaget til Nordhavn Naturpark vil give Østerbro og København nogle helt nye kvaliteter, da Naturpark Nordhavn er mere end bare en park. Det er et naturområde, siger han.

Deltag i debatten

For Friluftsrådet i København har det været vigtigt, at natur- og friluftsområder indgår som et markant element i planlægningen.

- Naturparken kan blive et rigtigt godt og spændende sted for mange former for friluftsliv. Det kan blive en naturpark, hvor mennesker kan udfolde sig eller blot nyde at være i naturen, siger Næstformand i Friluftrådet København Svend-Erik Fangel.

Planen er, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe bestående af københavnere, som skal føre projektet videre.

Kommer du ikke med i arbejdsgruppen, er der også andre måder du kan få indflydelse. Nordhavns Naturvenner vil nemlig oprette en facebookgruppe om projektet, og her har manmulighed for at deltage i debatter om den nye naturpark.

00:50 Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik