By plaget af gaderæs: Sådan vil politi og kommune løse det

Dele af Ishøj har været plaget af gaderæs, hvor fartgale bilister har gjort vejene farlige for andre trafikanter. Nu vil borgmesteren og politidireæt

- Vi vil ikke acceptere gaderæs i Ishøj, hvor der bliver kørt med op mod 200 kilometer i timen på kommunens veje.

Sådan lyder budskabet fra Ishøj Kommunes borgmester, Ole Bjørstorp (S).

Baggrunden for borgmesterens udtalelse er, at der blev afholdt afslutning for 'Striben Ishøj 2017' lørdag aften.

'Striben Ishøj' er en gruppe af mennesker, der typisk samles på de store parkeringspladser på Industridalen og ser på hurtige biler.

- Der er politiets og Ishøj Kommunes erfaring, at Striben Ishøj's arrangementer ofte ender i gaderæs på Ishøj Stationsvej, og det vil vi ikke finde os i. Derfor har Ishøj Kommune, i samarbejde med politiet, besluttet at gøre en indsats mod gaderæs, fortæller borgmesteren i en pressemeddelelse.

Kørsel forbudt om natten

- Vi sætter jævnligt ind mod gaderæs i politikredsen, og det gør vi også fremadrettet. Og desværre havde politiet en vis succes lørdag aften i Ishøj, fortæller politidirektør Kim Christiansen fra Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.

Han uddyber:

- Vi foretog to ubetingede frakendelser af kørekort på grund af gaderæs og seks betingede frakendelser af kørekort. Endvidere gav vi fire klip i kørekort samt en bøde til en bilist uden kørekort. Dertil kommer en række mindre hastighedsoverskridelser.

Ishøj Kommune har, efter godkendelse hos politiet, sat skilte op ved indgangen til Industridalen, der betyder at det ikke er lovligt at køre på vejen mellem klokken 21-5, med mindre man har et ærinde. Erfaringen viser, at gaderæserne samles på de store parkeringspladser ved butikkerne i Industridalen, inden de kører gaderæs.

Gaderæserne skal stresses

For yderligere at komme problemerne med gaderæs i Ishøj til livs har borgmester Ole Bjørstorp netop afholdt et møde med politidirektør Kim Christiansen for at drøfte flere initiativer til at stoppe gaderæset i kommunen.

- Vi havde en god og konstruktiv drøftelse og aftalte at tage en række initiativer til at komme gaderæset til livs. Politiet og Ishøj Kommune vil nu indgå i dialog med Ishøj Erhvervsforening og særligt de butikker, som har store parkeringspladser, hvor gaderæserne oftest samles, inden de begår deres ulovligheder. Hensigten er at stresse dem, så de ikke bliver opmuntret af andre til at foretage deres livsfarlige kørsel, siger borgmesteren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik