Foto: TV 2 Lorry

Se video: Pigebande tæskede Aya på Nørreport

Aya er én ud af fem piger, som TV 2 Lorry har haft kontakt med, der fortæller, de er blevet overfaldet umotiveret af en større pigegruppe.

16-årige Aya er bange for at færdes i Indre København.

Den 14. februar blev hun slået ned af en større grupper piger ved Nørreport. Aya kommer ud fra McDonald's, hvor der står en en flok piger og spørger, hvem der kender en bestemt dreng.

Flere overfald

TV 2 Lorry har været i kontakt med i alt fem piger, der er blevet overfaldet af en større gruppe piger den seneste tid.

Kontakt redaktionen på magr@tv2lorry.dk hvis du har oplysninger i sagen. 

De peger hurtigt Aya ud. 

- Jeg tror de er 15-20 piger. De puffer til mig og råber mig i hovedet. De river mig i håret og sprarker til mig. Jeg prøver at komme væk, men i stedet ender jeg på jorden. De bliver ved med at sparke og slå, siger Aya, der ender med at gå i sort. 

- Jeg kan ikke se noget. Kun høre råben og skrigen. Det næste jeg registrerer er, at nogen drenge hjælper mig op, og siger jeg skal løbe i sikkerhed på McDonald's. 

Læs også Marie blev også overfaldet af pigebande: "Jeg er bange"

Vil ikke gemme sig og leve i frygt

Aya låser sig inde på toilettet og får tilkaldt politiet. 

- Jeg græd og kunne nærmest ikke tale. Jeg var i chok, og jeg havde svært ved at få vejret. Jeg har aldrig prøvet at blive smadret før. Det var ret voldsomt, siger hun og tilføjer: 

- Jeg gav politiet mit CPR-nummer, og så gik de ellers igen. 

Hun er bange for, at pigerne vil opsøge hende igen, men har heller ikke lyst til at gemme sig, så de ufortrødent kan fortsætte med et terrorisere andre i byen. 

00:12

Et par venner har filmet overfaldet på Aya. Hun har gemt optagelserne, som kan ses her. 

Luk video

- Jeg er rigtig rigtig bange. Og jeg har heller ikke været ved Nørreport siden. Men jeg har ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg skal gå rundt i frygt, fordi der er nogen, der ikke kan finde ud af det, siger hun. 

Og hun er sikker på, at de voldelige piger er de samme, som dem TV 2 Lorry tidligere har skrevet om.

Senest forleden, hvor en video blev delt af et overfald på shoppingcentret Fisketorvet, hvor en stor gruppe piger ligeledes sparker til et offer på jorden. 

Det er hun sikker på, fordi hendes venindes veninde ved, hvem de er, forklarer hun. 

Læs også Therese så overfald på Fisketorvet: Ingen stoppede slåskampen

Københavns Politi mangler anmeldelser

Men selvom der nu er flere videoer i omløb blandt unge i hovedstaden, og selvom flere piger har fortalt om overfaldene i medierne, så vil man endnu ikke kalde det en pigebande ved Københavns Politi:

- Vi har ikke hørt noget om en egentlige pigebander. Vi ved, der er grupperinger, som nogle gange mødes, fordi de har noget på hinanden fra de sociale medier, siger vicepolitiinspektør Jakob Vilner til TV 2 Lorry. 

Han påpeger, at sagen kun er registreret - men ikke er politianmeldt, og derfor kan han ikke sige noget om, hvorvidt gerningsmændene er de samme. 

- Vi tager det meget alvorligt. Især når det er mindreårige, vi taler med. Og hvis man ikke har anmeldt det, så er det ikke for sent endnu. Vi har brug for de informationer for at få løbet de her sager op, siger han. 

Ayas fulde identitet er redaktionen bekendt. Redaktionen har talt med Ayas mor, inden publicering. 

00:17 Luk video