Pige flygtede fra tvangsægteskab: "Min far ville dræbe mig"

Anklagemyndigheden har for første gang siden lovstramningen i 2008 rejst tiltale i en sag om tvangsægteskab.

En ung, 17-årig kvinde rejste i februar måned til Pakistan med sin mor. Påskuddet for rejsen var ifølge pigen, at de sammen skulle besøge familie i Peshawar-regionen.

Men i virkeligheden havde turen et helt andet formål. Pigen skulle giftes væk mod sin vilje.

Derfor sidder den unge kvindes far nu på anklagebænken i Retten på Frederiksberg. Han er som den første tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf om tvangsægteskab siden loven blev strammet i 2008.

Tidligere var faderen tiltalt for langvarig frihedsberøvelse og ulovlig tvang, men tiltalen er altså nu ændret til at omhandle straffelovens paragraf om tvangsægteskab.

Den dansk-pakistanske kvinde fortalte i dag i rettet på Frederiksberg, hvordan hun gennem to måneder blev holdt fanget i Pakistan af sine forældre, mens de forsøgte at gifte hende væk.

Pigens forklaring blev afgivet for lukkede døre, men alligevel valgte dommer Ulla Otken at referere hvad, hun havde sagt i retten.

Fanget i to måneder

Ifølge dommeren fortalte vidnet, at hun af frygt for sin sikkerhed i dag bor på en hemmelig adresse. Desuden har politiet udstyret hende med en overfaldsalarm.

quote Grunden til, at hun har fået en overfaldsalarm, er, at hun har fået dødstrusler af sin far

Ulla Otken, dommer i Retten på Frederiksberg

- Grunden til, at hun har fået en overfaldsalarm, er, at hun har fået dødstrusler af sin far. Hendes onkel og bror er efter hende, sagde dommeren i følge Ritzau.

Kvinden fortalte, at hun under turen til Pakistan blev indespærret i et hus, hvor hun blev frataget sin mobiltelefon, sine penge og sit danske pas.

Passet blev ifølge den unge kvinde brændt af hendes mor.

Efter næsten to måneders indespærring formåede kvinden at slå alarm. Derefter sikrede et samarbejde mellem dansk politi og den danske ambassade i Pakistan, at kvinden blev fløjet hjem til Danmark.

 

Dommen i sagen fra Frederiksberg ventes på tirsdag. Den tiltalte nægter sig skyldig. Hans hustru opholder sig angiveligt stadig i Pakistan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik