Pia K: Løgnagtig Brorson-præst skal undersøges

Lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, vil nu havde biskoppen i København til at undersøge Brorson-rpæst Per Ralsdam, der i dagens ugave i B.T. beskyldes for atter at have løjet om politiets påstående brutalitet overfor irakiske asylansøgere.

»Jeg synes snart, at biskoppen må tage affære. Det er en meget alvorlig sag, at en præst igen og igen politiserer og lyver om, hvad der skete den nat,« siger Pia Kjærsgaard, der nu vil have kirkeminister Birthe Rønn Hornbech til at kræve en redegørelse fra biskoppen.
B.T. skriver tirsdag, at beskyldninger fra Brorson-præst Per Ramsdal om, at betjente skulle have slået en 23-årig irakisk flygtning med knippel i hovedet, da irakerne blev kørt med bus væk fra kirken efter politiets rydning, falder til jorden.
Den 23-årige flygtning Halo Kheder Karim fortæller - via sin advokat Tyge Trier - at han fik slag med en knippel hen over hovedet, så hans ene trommehinde blev sprængt og der løb væske ud af øret.
Men B.T. kan i dag afsløre, at den unge iraker taler direkte usandt.
Politiets egne optagelser fra Brorsons Kirke viser nemlig, at Halo Kheder Karim, allerede da politiet kommer ind i kirken kl. 01.05 natten til torsdag den 13. august har væske løbende ud af sit øre. I løbet af den 60 minutters lange optagelse gnider han sig i alt fire gange i øret og kigger bagefter på sine fingre. Sidste gang er klokken 01.50, hvos han ses helt oppe ved alteret, hvor han folder et stykke papir, propper det ind i øret og tørrer det. Bagefter tager han det ud, og fjerner snavs og væske fra papiret med to fingre.
Professor dr. med. Christian Brahe Pedersen, der er overlæge ved øreafdelingen på Århus Universitetshospital og har skrevet lærebøger om øre- næse og halssygdomme, afviser, at irakerens øreproblemer kan stamme fra knippelslag.
»Det er helt usandsynligt, at der skulle komme pus ud af øret efter et slag. Det mest sandsynlige er, at manden har mellemørebetændelse. Det er meget udbredt i tredje verdens lande. Og det passer også med jeres oplysninger om, at han har gået og kløet sig i øret, inden han kommer ind i politibussen,« siger Christian Brahe Pedersen.
Fængselsinspektør Lars Skjødt Vinther fra Kriminalforsorgens institution Ellebæk, hvor irakerne tilbageholdes, var tilstede, da Halo Kheder Karim ankom til fængslet sammen med de andre irakere.
»Jeg kunne ikke se, at han havde fået noget slag og der var ikke noget blod. Men i løbet af fredag nat klagede han over smerter over det ene øre, så vi kørte ham på skadestuen, hvor han blev tilset og fik bandage om øret,« siger han.
I Københavns Politi tager chefpolitiinspektør Per Larsen klagen med fuldstændig ro.
»Alt forløb fredeligt i bussen. Vi har ingen meldinger om, at der er blevet slået på nogen der. Men det er klart, at hvis der kommer en klage, bliver den overgivet til statsadvokaten og undersøgt. Og betjentene, der var i bussen, vil blive udspurgt om det. Men vi var meget opmærksomme på at fare med lempe overfor asylsøgerne. Og det er jo bl.a. derfor, det tager så lang tid inde i kirken, at demonstranterne får god til til at samle sig foran kirken,« siger Per Larsen.
B.T. henvendte sig i går til Halo Kheder Karim i hans celle i Ellebæk, men efter en tænkepause, hvor han rådførte sig med de andre irakere afslog han at svare på spørgsmål.