Peter Madsen bliver frivilligt bag tremmer

Peter Madsen lader sig frivilligt varetægtsfængsle to uger mere.

Københavns Byret skulle tirsdag have taget stilling til, om ubådsejer Peter Madsens varetægtsfængsling skulle forlænges. Men det bliver ikke nødvendigt, for Peter Madsen bliver frivilligt to uger mere i sin celle.

Dermed er varetægtsfængslingen nu forlænget frem til 15. november.

Det oplyser hans advokat, Betina Hald Engmark, mandag formiddag.

- Jeg har ikke yderligere kommentarer, skriver hun i en sms til Ritzau. 

00:32

Indsamling til Kim Wall har rundet imponerende højt beløb. 

Luk video

Planen var, at en dommer i Københavns Byret tirsdag skulle have vurderet, om der fortsat var grund til at holde ubådsbyggeren fængslet. 

Men med den sigtedes accept er retsmødet nu afblæst. 

Der er intet usædvanligt i, at sigtede fra tid til anden frivilligt lader deres varetægtsfængsling forlænge. Beslutningen er altså på ingen måde et udtryk for, at en mistænkt har kapituleret, eller at han har ændret sit syn på sagen.

Læs også Peter Madsen nægter at besvare spørgsmål

Peter Madsen har indtil videre kategorisk afvist politiets påstand om, at han har dræbt den svenske journalist Kim Wall. På samme måde nægter han anklagen om, at han skal have parteret den unge kvinde.

Madsen selv siger, at der skete en ulykke, da Wall fik en tung luge i hovedet og døde, da hun i august var med ham ude og sejle på den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus". Ifølge Madsen smed han efterfølgende det intakte lig i havet. 

Læs også Derfor er forsvundne mobiler i ubådssagen vigtige