Peter fandt særlig blæksprutte: Danekræ giver ny viden

Stevns Klint indeholder masser af spændende fossiler. Nyt fund bidrager til viden om, hvilke arter der overlevede det store asteroidenedslag for 65 millioner år siden.

- Jeg er altså bidt af det her. Simpelt hen. Jeg synes, det er så spændende. Og det er også spændende at give videnskaben de her ting. Det er jo os amatørsamlere, der går og finder tingene til museerne. 

Det fortæller den ivrige amatørgeolog Peter Bennicke, der nu har fået anerkendt sit 10. fund af danekræ fra Stevns Klint. 

Det er nemlig ikke hvilket som helst fund, men en blæksprutteart, der ikke lå, hvor den plejer.

- Det mest særlige er, at den ligger i det lag, hvor man troede, at den ikke hørte til, forklarer han til TV 2 Lorry. 

Blæksprutten giver altså ny viden om, hvilke arter der overlevede det store asteoridenedslag for 65 millioner år siden. 

- Der er et hvidt lag i Stevns Klint fra kridttiden, og et gult lag for tertiærtiden. Der er masser af blæksprutter i det hvide lag, og man mener, at blæksprutterne døde mellem kridt- og tertiærtiden under det store meteornedslag. Men mit fund blev gjort i det gule lag, fortæller Peter Bennicke.

Derfor ringede han straks til Geologisk Museum, der lavede en analyse af opdagelsen, som bekræftede at der her var tale om en lidt af en overraskelse. 

- Blæksprutten har altså levet i den senere tid. Det er nyt, at de faktisk har overlevet 200.000 til 300.000 år efter, siger amatørgeologen. 

Fundet har fået status af danekræ på grund af sin internationale videnskabelig værdi, og i øjeblikket forberedes der en artikel baseret på fundene.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik