To mænd anholdt for svindel med skat og moms for millioner

Københavns Politi har onsdag anholdt to mænd, der er sigtet for skatte- og momssvindel for over 50 millioner kroner. Formodet bagmand sidder fængslet i udlandet.

Det kan ifølge politiet ikke udelukkes, at der sker flere anholdelser i sagen. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

To mænd på 46 år og 28 år er onsdag blevet anholdt og sigtet i en større sag om skatte- og momssvindel.

De to mænd er konkret sigtet for at have unddraget det offentlige henholdsvis 52 millioner kroner og 1,5 millioner kroner i moms og skat igennem en række selskaber i forbindelse med salg af fødevarer, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Formodet bagmand fængslet i udlandet

En tredje person, som efter politiets vurdering er bagmanden i sagen, sidder fængslet i udlandet og er begæret udleveret til Danmark. Anmodningen er endnu ikke efterkommet. 

- Vi ser med stor alvor på sager om kædesvig og momskarruseller, og har derfor gennem længere tid efterforsket denne sag, så vi kan få bagmændene stillet til regnskab, siger lederen af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi, Peter Reisz, i pressemeddelelsen. 

I samarbejde med udenlandske politimyndigheder, flere danske politikredse og Fødevarestyrelsen er der onsdag foretaget ransagning i Jylland, Fyn, Storkøbenhavn og i udlandet som et led i sagen.

Ved ransagningerne er der blandt andet beslaglagt it-udstyr og regnskaber. 

Det kan ifølge politiet ikke udelukkes, at der sker flere anholdelser i sagen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik