Perfekt hud og kridhvide tænder: Politikere vil mærke retoucherede kroppe

Det skal være slut med urealistisk marcipanhud og unaturligt lange ben i det københavnske bybillede.

Åleslank talje, fejlfri hud og stramt maveskind på modeller. Den slags reklamebilleder fremstiller et urealistisk kropsideal, og derfor skal det fremgå, at billederne er retoucherede. Det mener flere medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation.

I Oslo vedtog politikerne sidste måned, at reklamer der hænger på kommunale reklamestandere og viser retoucherede kropsdele, skal have et mærke, der oplyser om, at billedet er redigeret.

En tilsvarende ordning bør man indføre i København, mener Fanny Broholm fra Alternativet. 

- Det er kommunens opgave at sørge for, at borgerne trives, og mange piger lider under de urealistiske kropsidealer, der fremstilles på blandt andet reklamestandere, så derfor er jeg meget positiv over for sådan en regulering, siger hun til DR P4 København.

Også Klaus Mygind fra SF mener, at det er en kommunal opgave at gøre borgerne opmærksomme på, at de retoucherede kropsbilleder er langt fra virkeligheden.

- Jeg synes virkelig, at vi som kommune skal have et ideal om, at vi tilstræber objektivitet i vores kommunikation. Og billeder der er lavet om, skal derfor markeres, siger han til DR P4 København.

Idéen om en mærkningsordning møder også opbakning fra Teknik- og Miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, men det kræver en dialog med firmaet, der har råderet over kommunens reklamestandere, påpeger hun. 

- Lige nu har vi en kontrakt med det firma, der driver standerne i 13 år endnu, men hvis der er flertal for en mærkningsordning, vil jeg gerne tage en snak med dem og høre, om vi kan finde en løsning. Siger hun til DR P4 København.

Socialdemokraternes medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København Marcus Vesterager siger, at han umiddelbart er positiv over for en mærkningsordning. Liberal Alliance og Konservative vil ikke bakke op.

Også i den norske kommune Trondheim er der allerede krav om, at reklamer i byrummet med retoucherede kropsdele er mærket.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik