Pensionskæmper køber Magasin-huset på Kongens Nytorv

ATP og PensionDanmark køber bygningen på Kongens Nytorv i København, som huser stormagasinet Magasin.

Magasin-bygningen på Kongens Nytorv i København får nye ejere. ATP Ejendomme og PensionDanmark køber de historiske bygninger, som i dag huser stormagasinet Magasin. Og den investering vil komme pensionsopsparerne til gode, mener begge selskaber.

- Vi er meget tilfredse med investeringen, der følger fint i tråd med vores fokus på større investeringer, lange lejekontrakter og sikre afkast, siger direktør Michael Nielsen, ATP Ejendomme, i en pressemeddelelse.

- Vi kender lejeren Magasin/Debenhams fra vores tidligere investeringer og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, tilføjer han.

Pensionsselskaberne ejer i forvejen 3 andre Magasin-ejendomme

Den nuværende ejer er investeringsgruppen Solstra Investments. Prisen vil parterne ikke ud med, men ATP Ejendomme og PensionDanmark ejer nu hver en halvdel af bygningen.

De to pensionsselskaber ejer i forvejen de tre Magasin-ejendomme i henholdsvis Lyngby, Odense og Aarhus.

- Investeringen i Magasin-ejendommen på Kongens Nytorv er en del af vores strategi om at investere i velbeliggende erhvervsejendomme med solide lejere med lange lejekontrakter, siger administrerende direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Magasin på Kgs. Nytorv siden 1870

- Medlemmerne kan se frem til et godt afkast af investeringen, som er en del af vores plan om at have omkring 10 procent af PensionDanmarks balance investeret i ejendomme, siger han i pressemeddelelsen.

Stormagasinet Magasin har drevet detailhandel i ejendommen på Kongens Nytorv siden 1870. Oprindeligt husede bygningen derudover også et hotel med navnet Hotel du Nord. Den oprindelige bygning kan dateres tilbage til 1677, men den er løbende udviklet og istandsat. Senest var i 1968, da ejendommen blev udvidet med stormagasindelen ud mod Bremerholm og Magasin Torv.

Den nuværende hovedlejer, Magasin, er i dag en del af Debenhamskoncernen, som er børsnoteret i England og ejer 172 stormagasiner primært i Storbritannien og Irland.

PensionDanmark er med over 642.000 medlemmer Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab. ATP er blandt Europas største pensionsinvestorer. Mere end 4,7 millioner danskere sparer op til pension gennem ATP.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik