Foto: TV2/Lorry

Pensionist fangede kæmpelaks i Øresund

Den 78-årige pensionist Ruben Rasmussen fangede i går den største blankfisk, der nogensinde er fanget på en turbåd i Helsingør. Laksens vægt var 15,6 kilo. Længde: 115 centimeter. Omkreds: 62 centimeter.

- Jeg kunne mærke med det samme, at det ikke var en torsk, sagde en stolt Ruben Rasmussen. Han var i går med om bord på turbåden »Havstrygeren« på den sædvanlige tur med Helsingør Seniorforening.

Ruben Rasmussen var selv med til at starte foreningen op i sin tid, og han har aldrig forsømt en af de månedlige fisketure på sundet med mindre vejret har sat en naturlig stopper for fiskeplanerne. Men trods den mangeårige erfaring og det faktum, at Ruben Rasmussen har fisket siden han var en lille dreng, er det dog aldrig lykkedes ham at fange en laks, indtil i går.

- Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det var fantastisk, og det er en stor drøm, som er gået i opfyldelse. Jeg har altid drømt om at fange en laks, men det er aldrig lykkedes mig før. Så jeg er ikke helt er kommet mig over oplevelsen endnu, fortalte Ruben Rasmussen ved Kongekajen i Helsingør.

Nyheden om den store fisk spredte sig hurtigt i byen, og da lystfiskerne vendte tilbage til havnen, stod flere tilskuere klar på kajen for at se »sølvgaven«. Også chefen for Øresundsakvariet var mødt op for at besigtige vidunderet.

- Hold op, hvor er den flot, lød den umiddelbare kommentar marinbiolog og akvariechef Jens Peder Jeppesen.

- Jeg er 95 procent sikker på, at det er en laks, fortsatte akvariechefen.
Men for at være helt sikker tog han skelprøver fra fisken, ligesom han får selve hovedet, når fisken er parteret, så arten kan fastslås med 100 procent sikkerhed.

I hvert fald var beundringen stor på »Havstrygeren« i går. Skipper »Dyt« kunne fortælle, at der ikke tidligere er fanget så stor en blankfisk om bord på turbåden, og de øvrige lystfiskere om bord havde også svært ved at genvinde koncentrationen efter den enestående fangst ved Ålsgårde.

- De glemte helt at fiske, efter vi fik den i land, griner Ruben Rasmussen.

Men det var også en fangst, der var svær at slå. Og ifølge chefen for Øresundsakvariet er det en usædvanlig fangst.

- Selve størrelsen på laksen er ikke unormal, men det at den bliver fanget i Øresund på torskegrej, det er ud over det sædvanlige. Men det vidner også om, at der formentlig er flere af den slags derude, end man umiddelbart skulle tro, fortalte Jens Peder Jeppesen, der anslår fisken til at være et sted mellem seks og ti år gammel. Ifølge Jens Peder Jeppesen er Øresund et oplagt levested for laks af flere forskellige årsager. Først og fremmest finder der ikke trawlfiskeri sted.

- Når man ikke laver det brutale fiskeri, får miljøet et løft, og det er grunden til, at vi ser så mange ørred, torsk og laks i Øresund i øjeblikket, sagde Jens Peder Jeppesen.

Derudover findes der masser af brislinger og sild, som laksen lever af.
- De svømmer rundt i den helt store madkasse i Øresund, fortsatte akvariechefen.

For Ruben Rasmussens vedkommende kan han også se frem til at få fyldt madkassen godt op med fisk. Han vil i dag tage den næsten 16 kilo tunge fisk med til havnen for at få hjælp til at partere den. Og derefter skal halvdelen bruges til bøffer, imens den resterende halvdel skal røges.

Måske venter der snart flere stor-fangster på »Havstrygeren«. I hvert fald er det ikke mere end et par måneder siden at en lystfisker om bord på selv samme båd fangede en havørred på 11 kilo.