Pengene strømmer ind i Nordsjælland: Turister er en guldgrube

Nordsjælland oplever hvert år en lind strøm af turister - og de er så gode til at bruge penge, at det skaber masser af jobs og indtægter.

Der er penge i turister.

Visit Nordsjælland har med en ny rapport fået opgjort, hvor meget de besøgende egentlig fylder i det økonomiske landskab - og det er en hel del.

I 2017 brugte turister i Nordsjælland tilsammen 5,7 milliarder kroner. Det beløb er så stort, at det skaffer arbejde og indtægter til en meget stor gruppe mennesker i de kommuner, der er med i Visit Nordsjælland - nemlig Fredensborg, Hillerød, Helsingør, Gribskov og Halsnæs.

De 5,7 milliarder giver de fem kommuner solide indtægter. Ifølge rapporten skaber turismen 7.000 jobs, og tilsammen tjener kommunerne 2,1 milliard på de besøgende. Og det er altsammen omsætninger og aktiviteter, der når bredt ud.

Som ringe i vandet

-  Statistikken slår fast, at turismen er større end erhvervet selv, og som ringe i vandet når væksten længere ud i lokalsamfundet, siger direktør hos VisitNordsjælland, Annette Sørensen.

- Tallene er i tråd med vores målsætning, hvor vi hele tiden forsøger at blive skarpere på at tiltrække flere værdiskabende gæster og sammen med aktørerne skabe attraktive oplevelser og produkter, der kan give en afledt økonomisk effekt, tilføjer hun.

Ifølge rapporten er det danskerne selv, der fylder mest i det nordsjællandske turistbillede. Det skyldes, at man også har medregnet sommerhusejere, når de opholder sig i deres huse og endagsturister, der for eksempel tager fra Hvidovre for at besøge Helsingør og Kronborg. De danske turister står for 65 procent af den næsten seks milliarder store omsætning.

Svenskerne er vigtige

Men svenskerne er også gode til at bidrage. I 2017 bidrog svenskerne med en milliard til omsætningen - svarende til 18 procent. Både svenskere og danskere er godt med, når det gælder endagsturismen, som udgør 27 procent af det samlede turistforbrug.

- I flere år har vi arbejdet intensivt på at udvikle endagsturismen ved hjælp af kampagner i Sydsverige men også gennem en målrettet indsats rettet mod København for at lukrere på den stigende turisme i hovedstaden, bl.a. gennem et styrket samarbejde med Wonderful Copenhagen. Samtidig har vi stort fokus på det potentiale, der ligger i at konvertere de kortere ophold, og hvordan vi kan lokke gæsterne til at blive lidt længere, siger Annette Sørensen.

En klassisk måde at vurdere omfanget af turisme er at tælle antallet af overnatninger på for eksempel kroer, campingpladser og hoteller. I 2018 blev det i Nordsjælland til godt 1,4 millioner overnatninger. Igen er det danske marked det største, og herefter kommer svenske og tyske overnatninger. Der er cirka 25.000 sommerhuse i området, og ejernes brug af egne huse er ikke regnet med i det tal.

Potentiale i sommerhusene

Visit Nordsjælland og de store sommerhusudlejningsbureauer har tidligere gjort opmærksom på, at der ligger et stort potentiale i turismevækst, hvis flere sommerhusejere begynder at leje deres huse ud. Men Visit Nordsjælland er bestemt ikke kede af de mange sommerhusejere, der bare bruger deres huse selv.

- Vi arbejder da til stadighed på at få flere til at udleje, men vi er jo glade for ejerne, som heldigvis bruger deres huse rigtig meget. De både handler lokalt og skaber liv, siger Bettina Kampmann, der er projektchef i Visit Nordsjælland.

Visit Nordsjælland konstaterer, at de jobs og den omsætning, der er i turistomsætningen, er procentuelt højere end i København og resten af landet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik