Patrick Cakirli går fra København til Aarhus. Han går kun, når han har folk at følges med. Foto: Privatfoto

Patrick har gået i 15 dage for at bekæmpe ensomhed

Patrick Cakirli er gået fra København til Aarhus for at sætte fokus på ensomheden. I dag nåede han til Aarhus med over 300 nye bekendtskaber på sin vej.

12. april gik Patrick Cakirli fra København mod Aarhus, hvor han i dag har taget sit sidste skridt på sin march.

300 kilometer på 15 dage og over 350 følgesvenner. Sådan har Patrick Cakirlis liv set ud de sidste femten dage, hvor han har gået tværs over landet for at gøre opmærksom på unge og ensomhed.

- Det har været en uforglemmelig oplevelse, og jeg har mødt masser fantastiske mennesker, siger han.

Patrick Cakirli med nogle af de mennesker, han har mødt på sin vej.  Foto: Privatfoto

Patrick Cakirlis mener, at ensomhed er et tabu i vores samfund, og han vil gerne inspirere andre til at tale om ensomhed.

- Vi skal turde at tale om ensomhed. Desto flere vi får i tale, desto mere får vi nedbrudt tabuet, siger han.  

Fra 70 til 350 følgesvenner
Sidste år gik han turen. Nu har han gjort det igen, men denne gang med mange flere vandre-venner. For et år siden gik omkring 70 mennesker med på turen. Gåturens koncept er, at han kun går, når han har nogle at følges med. I år har han allieret sig med Folkebevægelsen mod Ensomhed for at skabe noget større. Der er noget om det, for i år har over 350 mennesker fulgt Patrick Cakirli på vej.

Gruppebillede i Odense.  Foto: Privatfoto

- Det har været vidt forskellige mennesker, jeg har mødt fra alle sociale lag. Lige fra politiker Astrid Krag til unge efterskoleelever, familier og ældre borgere, siger Patrick Cakirli.

De 300 kilometer har givet plads til masser af samtaler. Samtaler som har taget udgangspunkt i ensomheden.

- Ensomheden binder os sammen. Vi har snakket om stort og småt. Min historie og deres historie, fortæller han.

På turen har han overnattet i shelters, på højskoler, efterskoler og hos private. 

Læs også Patrick vil gå 300 kilometer i opgør mod ensomheden

Gåtur inkluderer
Men hvorfor kan en gåtur være med til at bryde tabuet om ensomhed?

- Hele idéen er, at vi skal bekæmpe ensomheden i fællesskab. Med en gåtur fra København til Aarhus vil vi forsøge at inkludere alle fra hele landet. Om man er med 100 meter eller 10 kilometer er lige meget – bare man er med, siger han.

Vi skal turde at tale om ensomhed. Desto flere vi får i tale, desto mere får vi nedbrudt tabuet.

Patrick Cakirli

Patrick Cakirlis er overvældet over den store tilslutning han har fået på marchen i år, og han mener, at det er tegn på, at gåturen nytter.

- Jeg er enormt glad for, at mange mennesker har taget sig til det. Det betyder, de har erkendt, at de igennem gåturen kan nedbryde tabuet, siger han.

02:29

Sidste år blev Patrick Cakirli landskendt, fordi han marcherede tværs over Danmark. Ikke for motionens skyld, men for at gøre opmærksom på, at ensomhed er et problem vi ikke må overse. I år gør han det igen. Og han startede sin gåtur i dag.

Luk video

Går igen næste år
Selvom marchen mod ensomheden er slut for i år, så er kontakten til de nye vandre-venner ikke slut. Flere af dem som gik med på sidste års tur, har også gået med noget af vejen i år -  nogle af dem har Patrick Cakirli endda også haft kontakt med over Facebook. Og Patrick Cakirli har ingen planer om at stoppe den årlige gåtur.

- Jeg vil rigtig gerne gøre det igen næste år – så længe det giver mening, siger han. 

Glade følgesvenner ved Horsens. Foto: Privatfoto

Læs også Patrick startede gruppe for ensomme: Nu er han nomineret til pris