Patienter døde på gangene i Hillerød

Overbelægning og travlhed på Nordsjællands Hospital i Hillerød har i perioder været så høj, at døende patienter er sovet ind, mens de lå på gangene.

Det viser et påbud fra Arbejdstilsynet, som Avisen.dk har fået indsigt i.

I 2014 døde mindst to patienter på gangene, viser påbuddet.

Sagerne udløste et af to påbud for dårligt psykisk arbejdsmiljø for personalet fra Arbejdstilsynet i august 2014.

Ifølge Arbejdstilsynets rapport er der 'periodevis mange patienter på gangene.

Helene Miltenburg, der er fællestillidsrepræsentant for blandt andre sygeplejerskerne på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling, fortæller om kolleger, der har været stærkt berørt af arbejdspresset.

- De vågnede med hjertebanken om natten og ringede til afdelingen, fordi de var bange for, at de havde glemt noget, der kunne skade patienterne, siger hun til Avisen.dk.

Arbejdstilsynet uddelte ved samme lejlighed et påbud for stor arbejdsmængde og tidspres.

Afdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød er langt fra den eneste afdeling, der har fået påtaler for et sløjt arbejdsmiljø. Hele 101 påbud har Arbejdstilsynet givet til danske sygehuse fra januar 2014 til januar 2015. Mange af påbudene er givet for stor arbejdsmængde og tidspres.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), der er tidligere sundhedsordfører for Socialdemokraterne, er utilfreds med, at det står så skidt til i Region Hovedstaden.

Hun opfordrer cheferne på afdelingerne til at få løst problemet hurtigst muligt.

- Jeg synes ikke, at det er i orden, hvis sygeplejersker ikke har tid til at bearbejde de her voldsomme oplevelser. Jeg håber, at man på de enkelte afdelinger vil se nærmere på, hvordan man kan gøre det her bedre. Man skal ikke have ondt i maven ved at gå på arbejde, siger Sophie Hæstorp Andersen til Avisen.dk.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har indtil nu afvist at lave en redegørelse, selvom DF, V, SF og EL kritiserer, at det psykiske arbejdsmiljø mange steder er så dårligt, at det går ud over patientsikkerheden.

På Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød har ledelsen det første halvår af 2015 til at rette op på det psykiske arbejdsmiljø.

Men der er blevet bedre tid til den enkelte patient, vurderer Helene Miltenburg.

- Afdelingens ledelse skal have stor ros. Det er grebet meget konstruktivt an, siger hun.

Hos ledelsen bekræfter man, at der er blevet sat ind efter påbudene.

Britt Holmgaard Andersen er ledende oversygeplejerske på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Hun mener, at det er gået mere ud over sygeplejerskerne end patienterne, at der har været et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

- Det er uacceptabelt. Det er utilfredsstillende at være et sted, hvor det kan ske. Omvendt er det her et hospital med meget syge patienter. Risikoen er derfor større her end andre steder, siger Britt Holmgaard til Avisen.dk.

Hun understreger, at der ikke siden er sket dødsfald på gangene.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik