Passagerfly fra Kastrup nær ramt af militærfly

Ifølge svensk medie var et udenlandsk militærfly fredag tæt på at kollidere med passagerfly fra Kastrup.

Fredag var et passagerfly, der lettede fra Kastrup, nær ved at kollidere med et udenlandsk militærfly. Det skriver den svenske netavis dn.se lørdag.

Det var angiveligt et passagerfly, som var på vej fra København mod Polen, der var indblandet i hændelsen.

- Det militære fly havde ingen transponder, men vi opdagede det via vores radarsystem og advarede den civile flyveledelse i Malmø, fortæller Daniel Josefsson fra det svenske flyvevåben til dn.se.

Transponderen er en sender i flyet, som kommunikerer med flyveledernes instrumenter på landjorden. Når transponderen er slukket, er flyet kun synligt for flyvelederne via radar, og de kan derfor ikke umiddelbart se, hvilket fly der er tale om.

De svenske myndigheder kan endnu ikke nøjagtigt sige, hvor tæt de to fly har været på hinanden, men ifølge Olle Sundén fra det svenske luftfartsvæsen var afstanden mellem flyene klart under det tilladte.

Hændelsen er sket i svensk luftrum, og derfor har den danske flyveledelsestjeneste Naviair umiddelbart ingen kommentarer i den forbindelse, oplyser Naviar til Ritzau.

I den senere tid har russiske militærfly gentagne gange bevæget sig tæt på blandt andet dansk og svensk luftrum, og 3. marts var det meget tæt på at gå galt. Et SAS-fly med 132 passagerer var blot 90 meter fra at kollidere med et russisk overvågningsfly.

I forbindelse med konflikten mellem Rusland og Ukraine har russerne intensiveret flyvningerne over Østersøen. De russiske fly vælger ofte at slukke for transponderen, og det gør dem vanskelige for flyvelederne at se.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik