Pas søges: Pensionister og familier i kø

Det svenske krav om foto-ID har for en tid ødelagt hverdagens små glæder for mange pensionister i Helsingør - og familierne har fået travlt med at få børnene skrevet ind i deres pas inden skiferien.

Borgerservice i Helsingør har haft så voldsom efterspørgsel på pas, at man måtte holde på personalet for at hjælpe dem, der stod i kø for at få et pas.

- Torsdag eftermiddag kom jeg retur ved 15-tiden fra et møde ude i byen og blev nærmest målløs. Jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har haft så mange i kø på en gang, fortæller centerchef Pernille Madsen til Helsingør Dagblad.

Presset på centeret fortsatte hele dagen. Familier og pensionister opdagede de havde brug for et pas.

- Vi har pensionister, der ikke kan komme på deres sædvanlige hygge- og indkøbsture med færgen, fordi de ikke har haft pas og kørekort i årevis. Vi har familier, der skal på skiferie i Norge og Sverige - eller som er bange for ikke at kunne komme hjem igen fra en ferie i Tyskland. Og vi prøver at hjælpe, så godt vi kan, siger Pernille Madsen.

Et særligt problem er skoleudflugter, der har været planlagt uden hensyn til de nye ID-krav. Her bliver det undersøgt, om de svenske myndigheder vil acceptere, at skolerne afleverer lister i stedet for pas fra det enkelte barn.

Pernille Madsen vurderer, at presset på pasekspeditionerne er et specielt Helsingørfænomen på grund af færgerne. Men hun gør alligevel opmærksom på, at der også er ekstra travlhed hos politimyndigheden.

- Det er dem, vi sender videre til, og normalt må man regne med, at det tager fjorten dage at få et pas.

Kontoret holder nu længere åbent på mandag og tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik