Pas på: Skjult udstyr aflurer dine kortoplysninger

Afluringsudstyret er typisk sat op af udenlandske bander, der vil misbruge dine kortoplysninger.

Simone Hansen fra Amager blev mistænkelig, da hun tidligere i dag var nede for at hæve penge i Arbejdernes Landsbank på Amagerbrogade. 

- Jeg havde proppet kortet ind, og da jeg skulle til at taste min kode, var tastaturet ret langomt til at reagere. Jeg måtte trykke hårdere end normalt, og så kunne jeg mærke, det sad løst, siger Simone Hansen til TV2 Lorry.

Efter at have fået sine kontanter i hånden, prøvede hun at løfte lidt op i det løse tastatur, og så kunne hun for alvor se, at noget var helt galt.

-  Jeg kaldte på min kæreste, og så ringede han til politiet med det samme. Jeg var ret overrasket. Jeg har egentlig godt set advarsler mod den slags, men man tænker jo, at det sker for alle andre, siger Simone Hansen. 

Det ekstra tastatur på hæveautomaten kan typisk aflure den kode, der er indtastet. Samtidig aflæses kortoplysningerne af et andet stykke afluringsudstyr, der er sat på, der hvor kortet føres ind. 

- Oplysningerne gemmes i udstyret, og så har de kriminelle alt hvad de skal bruge til at lave falske fysiske kort, forklarer Søren Winge, pressechef i Nets. 

Han oplever typisk afluringsnumrene på hæveautomater og på tankstationer, og oftest er det udenlandske bander, der står bag. Derfor kommer afluringstilfældene ofte i bølger. De udenlandske kriminelle kommer til landet, sætter udstyret op, høster oplysningerne og tager afsted igen.

- De falske kort, de laver, kan ikke bruges i Danmark, for vi har chip på vores kort, men så misbruger de dem i lande, hvor sikkerheden ikke er på samme niveau som herhjemme, siger Søren Winge. 

Hvis man har brugt den pågældende automat, eller andre automater der mistænkes for afluring, så er der ingen grund til panik. Oplysningerne ligger i udstyret, der nu er overgivet til politiet 

- Hvis vi finder behov for det, så tager vi kontakt til de kortholdere, der har brugt automaten, og udskifter deres kort præventivt. Det vurderer vi dog ikke er nødvendigt i denne sammenhæng. Hvis der er misbrug, så holdes kortholder typisk skadesfri, siger Søren Winge.

Det bedste man kan gøre, hvis man får mistanke om afluring af en automat er at kontakte bank og politi. Man skal helst lade udstyret sidde. Så har politiet eventuelt mulighed for at tage de kriminelle på fersk gerning, når de vender tilbage for at afmontere afluringsudstyret. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik