Foto: TV 2 Lorry

Pas på: "Døvstumme" indsamlere hærger i Nordsjælland

Falske indsamlere lokker dig til at skrive under og donere penge, imens de tømmer dine lommer.

Man møder dem ofte på ferie i storbyer eller på soldestinationerne, de såkaldte døvstumme indsamlere. Med fagter og kuglepenne gestikulerer de, at de samle ind til døve og handicappede og du skal bare skrive under og slippe nogle slanter.

Men nu har disse "indsamlere" også indtaget områder i både Nordsjælland og Roskilde.

- Du kan roligt regne med, at de hverken er døve eller stumme. Vi har i hvert fald hørt om tilfælde, hvor "indsamlerne" råber efter dig, hvis du ikke donerer pengene, fortæller vagtchef hos Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk til TV 2 Lorry.

Politiet vil i løbet af lørdagen udsende en sms-advarsel til borgerne i Nordsjælland, hvor det vil fremgå at byerne Frederiksværk, Hillerød, Frederikssund, Helsinge og Hørsholm har haft besøg af de falske indsamlere. Men også i Roskilde har "indsamlerne" haft travlt de seneste dage, skriver Roskilde Avis.

- Vi har i løbet af ugen fået daglige anmeldelser om falske indsamlere, fortæller Ole Hestbæk.

- Det er formodentlig ikke de samme, der turnerer rundt. Men vi har en idé om, at de er i kontakt med hinanden.

Stjæler fra dine lommer imens du skriver under

Ifølge Ole Hestbæk skal man især være opmærksom på sine lommer og tasker, når man er i nærheden af de falske indsamlere.

- Typisk bliver folk bedt om at skrive under på indsamlingen. Og så er vores erfaring at "medindsamlerne" går i folks lommer, imens der bliver skrevet under, fortælle Ole Hestbæk til TV 2 Lorry.

I Nordsjælland blev "indsamlerne" set i en ældre, mørkblå Ford Mondeo med registreringsnummer DUGX783 og i Roskilde i en Ford Focus med tyske nummerplader.

Politiet vil meget gerne i kontakt med folk, der har mødt de falske indsamlere, derfor skal man ringe 114 og gerne i det øjeblik man møder personerne.

  Foto: TV 2 Lorry