Voldsomme vindstød kan ramme i dag

Stormstød usædvanlige steder kan føre til knuste ruder og knækkede grene.

Efter en solrig og for manges vedkommende også lun påske har mange nok sat havemøbler og trampoliner frem. Nu er der imidlertid grund til at være opmærksom på havens løse genstande.

For på trods af at påskens solrige vejr fortsætter i dag, bliver det ganske blæsende. Blæsten kunne man allerede fornemme i går, men i dag tiltager vinden yderligere.

I løbet af eftermiddagen er der mulighed for vindstød af hård eller stormende kuling mange steder over land, og Sjælland bliver et af de mest blæsende steder.

Her er der risiko for vindstød af stormstyrke midt og sidst på eftermiddagen. Midt- og Vestsjælland er de mest udsatte steder.

Østenvinden tiltager i styrke i dag, og ud på eftermiddagen bliver vinden meget urolig inde over land med kraftige vindstød. Solen skaber omrøring i luften, og det bringer vind fra stor højde ned til jorden.
Østenvinden tiltager i styrke i dag, og ud på eftermiddagen bliver vinden meget urolig inde over land med kraftige vindstød. Solen skaber omrøring i luften, og det bringer vind fra stor højde ned til jorden.
Foto: TV 2 Vejret

Solen danner vindstødene

I hele landet får man typisk en jævn til hård vind fra øst, og når solen for alvor får fat ud på eftermiddagen, bliver vinden meget urolig med kraftige vindstød.

Vindstødene opstår over land, når temperaturen ved solens hjælp stiger og derved skaber omrøring i luften.

Omrøringen bringer vinde fra en halv til en hel kilometers højde ned til jordoverfladen, og deroppe blæser det en stormende kuling til fuld storm. Derfor vil vindstødene også kunne være af stormende kuling til stormstyrke i ti meters højde, hvor man normalt måler vindhastigheden.

Helt modsat af normal blæsevejr

Mens vi er vant til, at det for det meste er ved kysterne, at det blæser mest, er tingene anderledes fordelt her i foråret. Vinden bliver nemlig kraftigst over land.

I efteråret og om vinteren er det ellers normalt ved kysterne, at vinden er kraftigst, og det er også her, at vi typisk oplever de fleste blæsevejr.

Forklaringen finder vi i kontrasten mellem det kolde hav omkring os og den lune landjord i eftermiddagssolen. Man oplever nemlig typisk de kraftigste vindstød der, hvor det er varmest. I efteråret og om vinteren er det over det lune hav ved kysten, mens det nu er over den lune landjord.

Vinden aftager igen til aften, når det bliver køligere, og hen over natten kan der komme lidt regn hist og her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik