Voldsom brand har bredt sig til flere lejligheder og forårsaget store skader

Københavns Brandvæsen rykkede massivt ud til en voldsom brand på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter. På tienede time arbejder beredskabet fortsat med at få fugt med branden.

Opdateret klokken 08.00 med status fra Hovedstadens Beredskab

En beboelsesejendom brød lørdag aften i brand på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab.

Søndag morgen var brandvæsenet på tiende time fortsat i gang med brandslukningsarbejdet i etageejendommen, fortæller vagthavende operationschef, Mads Graversen, til TV 2 Lorry.

- Status er, at vi fortsat har en station derude, der laver efterslukningsarbeje. Selve branden har vi fået slukket, men der er fortsat ildreder fra den store brand, som vi slukker.

- Der er store brandskader. Det gælder både lejligheder, opgang, bagtrapper, taget og naboejendomme. Det er politiet, der har overblik over, hvor mange der skal genhuses, men der er en del beboere, der ikke vil kunne komme tilbage i lejligheden, siger vagthavende operationschef Mads Graversen.

 
 
Foto: Local Eyes

Branden spredte sig hurtigt

Hovedstadens Beredskab rykkede ud til ildebranden efter klokken 22 lørdag aften. Her kom man frem til en etageejendom i flammer.

- Det brænder kraftigt. Ilden har fat i en opgang, i flere lejligheder og i taget, fortalte operationschef Mads Graversen kort efter klokken elleve lørdag aften til TV 2.

Det drejer sig om Frederikssundsvej 96 og 98, som er tæt på Bellahøj, og søndag morgen er brandvæsenet stadig i gang, men der skulle ikke længere være synlig røg, fortæller vagtchef Thomas Tarpgaard hos Københavns Politi.

Der er ingen tilskadekomne.

Ifølge vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen er der tale om en "særdeles omfattende brand".

- Bagtrappen og tagkonstruktionen er bortbrændt. Bagtrappen helt fra jordniveau og op til taget. Og branden har bredt sig fra bagtrappen og ind i en del lejligheder, fortalte han omkring klokken et natten til søndag. 

 
 
Foto: Local Eyes

12-14 lejligheder ramt

Der er ifølge beredskabet fem etager i ejendommen. Otte lejligheder er direkte brandskadet, mens der er brand- og vandskader i omkring 12-14 lejligheder. 

- Vi har stoppet udbredelsen af branden, men vi kommer til at arbejde derude hele natten med efterslukning. Dels oppe i det tag, som er styrtet sammen, og som ligger oppe øverst på bygningen, og så inde i alle de lejligheder, hvor der har været brand, forklarede Tim Ole Simonsen.

Han fortaltevidere, at branden nåede at sprede sig til en autoforhandler på nabogrunden.

- Dele af taget fra beboelsesejendommen er styrtet ned oven på denne her autoforhandler og har antændt taget på den.

- Det fik vi dog relativt hurtigt fat om. Så der har været skade hos autoforhandleren, men branden er også stoppet der. 

 
 
Foto: Local Eyes

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik