Vidne til ny eksplosion: "Ikke før hørt et brag, der var så højt!"

Flere vidner hørte braget i nat fra en ny eksplosion i København. Politiet efterlyser en mand, der er set løbe væk fra nærpolitistationen kort efter eksplosionen.

Mikael Flensted skrev løs på sin computer klokken 03.15 i nat, da arbejdet pludselig blev afbrudt.

En eksplosion 200 meter fra hans lejlighed, på Hermodsgade 3, fik tiden til at stå stille.

quote Mit hjerte kom op i fuld galop. Det var ligesom en fysisk påvirkning af hele min krop, siger han.

Mikael Flensted, Beboer, Nørrebro

- Jeg sad og skrev og havde et lille vindue på klem, da jeg hørte det her kæmpe kæmpe enorme brag. Jeg har ikke hørt et brag, der var så højt før. Jeg kan ikke huske, hvad der skete i minuttet efter, siger Mikael Flensted.

Det tog ham flere minutter at genfinde sig selv.

- Mit hjerte kom op i fuld galop. Det var ligesom en fysisk påvirkning af hele min krop, siger han.

Ingen personer kom til skade ved eksplosionen, men facaden på nærpolitistationen på Hermodsgade er blevet ødelagt.

Natklubgæster søgte i dækning

34-årige Mikael Panduro var natten til lørdag på vagt som dørmand på en natklub i Sigurdsgade nær politistationen.

- Der lød et helt vanvittigt højt brag, og det hele rystede. Der går ikke meget mere end et par minutter, så er politiet til stede og spærrer det hele af, siger han til TV 2.

Flere af natklubbens gæster befandt sig udenfor, men søgte i ly indenfor.

- Folk, der var på gaden, søgte over mod klubben. Det var voldsomt, og folk blev bange.

- Meget alvorligt

Politiet efterlyser en mand, der er set løbe fra nærpolitistationen i mørkt tøj og lyse sko mod Sigurdsgade og Skjolds Plads, og vil gerne høre fra vidner.

- Vi vil selvfølgelig meget gerne i kontakt med manden. Og også andre, der har set nogen i området, der passer på signalementet, siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi Rasmus Agerskov Schultz.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik