Hun har haft en lang dag og er netop trådt ind ad døren til et skolebestyrelsesmøde, da telefonen ringer. Det er hendes far.
- Han siger, at der har været skud i Kronborggade. Men han vil ikke gøre mig nervøs, for det er selvfølgelig ikke Torben, det drejer sig om.
Jeanette Bødker genkalder minderne om en aften i 2009, som for altid vil stå ulideligt klart i hendes hukommelse. Den aften, hvor hendes lillebror, Torben Bødker, bliver skudt af to betjente, der er sendt ud for at hjælpe ham, fordi han ikke længere kan tage vare på sig selv.
- Kort efter min fars opkald hører jeg det i radioen. Med det samme ved jeg, at den er helt gal. Jeg går ind til mødet og siger, at jeg ikke deltager. Jeg fortæller dem, at jeg tror, at min lillebror er død, forklarer Jeanette Bødker.
Den aften i Kronborggade på Nørrebro slutter livet for Torben Bødker. Han er én af de godt 32.000 soldater, som Danmark siden 1991 har sendt i krig. Men ønsket om at gøre en forskel og hjælpe mennesker i krig bliver begyndelsen på 10 års mareridt for den unge soldat og hans familie.
En forsigtig dreng med lyse krøller
Torben Bødker vokser op på Lolland sammen med far Bent, mor Kisse og de to storesøstre, Jeanette og Dorthe.
De er henholdsvis seks og otte år, da lillebror Torben kommer til verden. Med det samme er han elsket af hele familien, og han falder hurtigt ind i rollen som lillebror, der bliver beskyttet af sine to storesøstre.
Den forsigtige dreng med de store, lyse krøller tryllebinder alle med sin charme, og han forsøger ofte at undgå konflikter. Når han bliver uretfærdigt behandlet, giver han heller ikke igen, husker Dorthe Bødker.
- Jeg kan huske, at der var nogle drenge i skolen, som havde tævet ham. To mod én. Så jeg sagde til ham, at han altså var nødt til at sætte dem på plads. Men det ville han ikke. Så jeg tævede den ene, og den anden holdt jeg fast, så Torben kunne slå ham. Men det ville han heller ikke. Han var en meget forsigtig dreng, som aldrig sloges eller var vild, fortæller Dorthe Bødker.
Udsendelsen
I ungdomsårene har Torben Bødker svært ved at finde ud af, hvilken vej han skal vælge. Han er rastløs og flytter hjemmefra og direkte ind på kollegiet til sin søster Dorthe. Her går de fleste af hans dage med at feste, hygge sig og sove lidt for længe om morgenen.
Han har været fanget i et minefelt, og han er meget bange. Den varme der altid var i hans stemme, den er væk
Men pludselig får han øjnene op for militæret, og det viser sig hurtigt, at disciplinen og rammerne i militæret passer Torben Bødker rigtig godt.
En dag kommer den unge soldat hjem og fortæller, at han gerne vil udsendes til Bosnien. Han vil gerne gøre en forskel for andre og hjælpe dem til et bedre liv i deres krigshærgede land.
- Jeg var nervøs og ked af det. Jeg ville ikke have, at han skulle tage af sted. Sådan havde resten af familien det også, men der var ikke noget at gøre. Han havde taget beslutningen, og så blev det sådan, fortæller Jeanette Bødker.
Torben Bødker tager af sted til Bosnien for at være der i seks måneder. Men godt halvvejs fornemmer familien, at noget er galt.
- Han ringer hjem og fortæller, at han har været fanget i et minefelt, og han er meget bange. Den varme, der altid var i hans stemme, den er væk, fortæller Dorthe Bødker.
Også storesøster Jeanette er klar over, at Torben er ved at forandre sig. Efter episoden med minefeltet er Torben Bødker meget sparsom med informationer, når han ringer hjem. Og han er ikke længere sit gamle, glade jeg, men er blevet meget indelukket og svarer meget kort, når Jeanette spørger ind til tiden i Bosnien.
Han gik forbi
Da Torben Bødker kommer hjem efter seks måneders udsendelse, tager Jeanette og hendes to børn i lufthavnen i Billund for at hente ham.
De står alle tre og trykker næsen mod ruden i lufthavnen, da det store militærfly sætter hjulene på landingsbanen. Og ud kommer den ene soldat efter den anden. Dannebrog vajer, der er glade forventningsfulde stemmer. Familierne har længe set frem til denne dag. Men der går over halvanden time før, Torben kommer til syne i ankomsthallen.
- Jeg tror, han var den sidste. Vi havde ventet rigtig længe, og nu kom han endelig. Men han så forandret ud. Han havde klippet sig skaldet, lignede slet ikke sig selv, og hans øjne var kolde og mørke, siger Jeanette Bødker.
Jeg kan slet ikke kende ham mere. Det er som om, at han er inde i en eller anden verden, jeg ikke har kendskab til
Hun vinker og kalder på ham og glæder sig til at give ham et stort kram. Men han går lige forbi. Uden at sige et ord. Hun vinker igen, måske har han ikke set dem. Men det har han, for han tager hånden op og vifter – nærmest som for at vifte dem væk.
- Han gik simpelthen bare forbi. Han ville slet ikke tale med os. Jeg var chokeret, og især min dreng var fuldstændig grædefærdig. Hvorfor ville morbror Torben ikke tale med os, hvorfor gik han bare sin vej? Det var meget svært at skulle stå der og forklare sine børn, for jeg havde jo ikke et svar til dem. Jeg anede ikke, hvad der foregik, fortæller Jeanette Bødker.
Hjernen klikker
Episoden i lufthavnen bliver den første af mange, hvor familien langsomt bliver klar over, at krigen i Bosnien har forandret deres lillebror og søn. I løbet af de næste par år lukker han sig mere og mere inde, og det bliver svært at holde kontakten. Flere gange har Torben Bødker udfald, som familien bliver bekymret over.
- Min mand holder sin fødselsdag, og Torben er selvfølgelig inviteret med. Men i løbet af aftenen bliver han meget ubehagelig og skælder højlydt mine forældre ud. Dorthe ender med at eskortere ham udenfor for at få ham til at køle af. Og det var ikke engang fordi, han havde drukket eller havde røget ét eller andet. Den var helt gal. Det sagde bare klik oppe i hans hjerne, forklarer Jeanette Bødker.
Nytårsaften 2007 - godt otte år efter, at Torben Bødker er kommet hjem fra Bosnien - ringer han til Livlinen. Det er en rådgivningstelefon for hjemvendte soldater, hvor deres fagforening giver vejledning, hvis man har problemer.
I sagsakterne kan man læse, at han har en fem kvarters lang samtale med en konsulent ved Livlinen. Han fortæller hende, at han har været udsendt som soldat i halvfemserne, og at udsendelsen med tiden har sat sine spor. Han siger, at han er deprimeret og bange. De aftaler, at de skal mødes to dage senere på et sted, som Torben Bødker skal bestemme. Men han vender aldrig tilbage for at aftale et mødested.
Skubber sin søster ned af trappen
Efterfølgende går det hurtigt ned ad bakke for den hjemvendte soldat. I 2008 forsøger Jeanette at besøge ham, fordi hun er i nabolaget med sit arbejde. Men det uanmeldte besøg går langt fra som planlagt.
- Jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt lige at kigge forbi. Vi havde ikke talt sammen i et stykke tid, og jeg var lidt nervøs for, om han havde det godt, husker Jeanette Bødker.
Men hun er knap kommet op ad trapperne til tredje sal, før Torben Bødker farer ud af lejligheden og råber ad hende. Han vil vide, hvad hun laver dér og siger, at hun skal gå sin vej.
Jeanette Bødker når slet ikke at reagere eller at svare på hans udfald, før han skubber hende ned ad den første trappe og så derefter ned ad den næste.
- Jeg holder hænderne op foran hovedet for at beskytte mig og råber, at han skal stoppe, at jeg nok skal gå. Han ser fuldstændig vanvittig ud i øjnene, og jeg tænker, at han må være på noget. Han er overhovedet ikke den lillebror, jeg kender, fortæller Jeanette Bødker.
- Jeg er guden Thor
Den 9. marts 2009 bliver Dorthe Bødker ringet op af Torben. Hun har gennem flere måneder forsøgt at mødes med ham og overtale ham til at søge hjælp. Efter overfaldet på storesøster Jeanette er det blevet klart for familien, at Torben har alvorligt brug for hjælp. Indtil videre er det ikke lykkes at overbevise ham. Men den dag kan hun høre, at den er helt gal.
Hun tager op til ham i hans lejlighed. Han er træt og har ikke sovet i flere dage.
- Pludselig vender han fra at være rolig til, at han bliver helt vild. Og der kan jeg godt mærke, at for første gang nogensinde, så bliver jeg faktisk bange. Og jeg kan ikke rigtig komme ud af det rum, fordi jeg har sat mig ned i sofaen, fortæller Dorthe Bødker.
Han begynder at råbe og skrige og sige, at han er født til at være noget specielt. At der er en mening med hans liv. At han er guden Thor.
- Jeg kan slet ikke kende ham mere. Det er som om, at han er inde i en eller anden verden, jeg bare ikke har kendskab til, siger Dorthe Bødker.
Hun beder broren om at pakke en taske. Hun vil køre ham på psykiatrisk skadestue, men det får Torben Bødker til at gå helt i baglås. Han knytter næverne, og Dorthe Bødker kan se, at han har en hammer i sin venstre lomme. Hun vil gerne gå hen til ham og give ham et kram. Lade ham vide, at hun kun vil ham det bedste, og at han har brug for hjælp.
- Men jeg tør ikke. Jeg er bange for, at hvis jeg giver ham et kram, så går det rigtig galt, forklarer Dorthe Bødker.
Men før hun når at tænke mere, er Torben Bødker på vej i løb ned ad bagtrappen. Dorthe tager hovedtrappen og forsøger at indhente ham. Men han løber alt for hurtigt. Pludselig stopper han op, vender sig om og kigger kort i hendes retning. Og så fortsætter han i løb hen ad gaden. Der er det sidste gang, Dorthe Bødker ser sin lillebror i live.
Min lillebror er død
Næste dag henvender Torben Bødker sig på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han ifølge sagsakterne fortæller, at han føler, at han er radioaktiv, har tvangstanker, og ifølge ham selv ryger han fire-fem joints om dagen.
På traumecentret vurderer man, at der er tale om en stofrelateret psykose, og Torben Bødker bliver derfor sendt videre til psykiatrisk skadestue. Her forlader han efter kort tid stedet uden at være kommet i behandling.
Klokken 16.00 den samme dag ringer Torbens mor, Kisse Bødker, til politiet efter at have talt med soldaternes fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening. Familien vil have Torben indlagt, de er bange for, hvad der kan ske, hvis han ikke får hjælp. Og efter Dorthes møde med ham i lejligheden, er det for alvor gået op for familien, at den er helt gal med deres søn og lillebror.
Klokken 17.52 bliver en patrulje sendt til Torben Bødkers adresse i Kronborggade. De to betjente får at vide, at der er tale om en tidligere udsendt soldat, som formentlig har post-traumatisk stress-syndrom og har en psykose eller lignende.
Hvad der præcist sker i lejligheden, da betjentene kommer ind, er stadig uklart. Sagsakter og vidneudsagn beskriver, hvordan betjentene forsøger at tale med Torben Bødker om hans situation, men at det meget hurtigt eskalerer.
Ifølge betjentene går Torben Bødker til angreb med en sabel, som ligger ved siden af ham i den sofa, hvor han sidder, mens betjentene taler med ham.
Betjentene fortæller forskellige versioner omkring forløbet, men de er begge enige om, at de er nødt til at trække deres våben. Betjentene affyrer tre skud, der rammer Torben Bødker i brystet, i skulderen og i maven. Han dør efterfølgende på gulvet i sin entré. De to betjente bliver såret.
Dorthe Bødker får beskeden, mens hun er på vej ind for at handle.
- Jeg går fuldstændig i chok. Jeg fortsætter bare med at handle, fordi jeg ikke kan tænke. Alt sammen er helt uvirkeligt. Jeg kan ikke tro, at min lillebror er død, fortæller Dorthe Bødker.
Den altoverskyggende skyldfølelse
Hun bliver senere hentet af politiet for at identificere sin bror.
- Det var som at få en kæmpe knytnæve lige ind i brystkassen, hvor hjertet bare bliver flået ud og knust. Jeg siger til Torben, da han ligger der: "Dit store fjols, hvor er jeg vred på dig." Og så giver jeg ham et kys, fortæller Dorthe Bødker.
Hun går ud fra rummet og ringer til sin far. Siger, at det er Torben. Og så bliver alt bare tomt.
- Jeg havde jo en kæmpe skyldfølelse. Jeg har reddet ham så mange gange, når det hele blev lidt for svært. Men denne gang kunne jeg ikke redde ham. Det borede sig fast og har faktisk fulgt mig i mange år efter, siger hun.
Resten af familien er ligesom Dorthe Bødker fuldstændig knust. Spørgsmålet melder sig hurtigt på banen: Kunne de have gjort mere?
- Men vi er nødt til at nå frem til, at vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi vidste ikke bedre, vi anede ikke, at der var noget, der hed PTSD. Hvis der var nogen, der dengang havde informeret os om det, kunne vi måske have været mere opmærksomme på, hvordan vi kunne hjælpe ham, siger Jeanette Bødker.
Begge søstre er enige om, at selv om det der skete i lejligheden var det mest forfærdelige, der kunne ske, så mistede de ikke deres lillebror den aften i Kronborggade.
- Vi havde mistet ham. Vi mistede ham i Bosnien.
Torben Bødker fik aldrig stillet en psykiatrisk diagnose.
Torsdag klokken 20.50 går Station 2 tæt på Torben Bødkers liv i programmet 'Syg af krig'. Programmet undersøger, hvordan han gik fra at være en forsigtig dreng, der hadede slagsmål, til som 32-årig at dø på gulvet i sin lejlighed efter at have angrebet politiet med en sabel.
