Verdenskendt kunstner vinder retssag over dansk bilforhandler

Ai Weiwei havde selv anlagt sagen. Han mente, at hans ophavsret blev krænket i en dansk reklame for en ny bil.

Den verdenskendte kunstner Ai Weiwei fra Kina har onsdag eftermiddag vundet en retssag over en dansk bilimportør ved Retten i Glostrup.

Retten tilkender Weiwei halvanden million kroner i erstatning, fordi importøren anvendte hans værk i markedsføringen af en ny bilmodel uden at have rettighederne til det.

Men det var i "klar modstrid" med de hensyn og tanker, der var bag værket, slog retten fast onsdag.

Samtidig blev Weiwei tildelt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade på 250.000 kroner.

- Anvendelsen medførte en vis risiko for udvanding af Ai Weiweis ”brand” og havde karakter af en snyltning på Ai Weiweis gode navn og rygte. Anvendelsen udgjorde derfor en utilbørlig udnyttelse af kunstværket i markedsføringsøjemed, står der i domsresuméet.

Kunster sagsøgte dansk forhandler

Det var kunstneren selv, der anlagde retssagen mod den danske importør af Volkswagen, og undervejs har han været i Danmark for at forklare retten om den krænkelse, han mener sig udsat for.

Det forklarer han i dette opslag på Instagram, som han lagde op i starten af marts.

Ai Weiweis påstand var, at Skandinavisk Motor Co. A/S blandt andet havde krænket hans ophavsret, og han forlangte derfor to millioner kroner.

Del af reklamekampagne

Sagen startede i 2017, da Skandinavisk Motor Co. A/S i forbindelse med en ny kampagne placerede en ny Polo foran Kunsthal Charlottenborg.

Ai Weiwei havde dengang forvandlet bygningens facade ved Kongens Nytorv i København ved at proppe 3500 orange redningsveste ind i vinduerne. Vestene var opsamlet fra flygtninge og migranter, der var kommet i land på den græske ø Lesbos.

Installationen på Kunsthal Charlottenborg blev kaldt "Soleil Levant" og markerede også FN's internationale flygtningedag.

Men trods den megen omtale dengang blev et foto, hvor installationen fylder meget, efterfølgende brugt i en kampagne for den nye bil. I alt blev der trykt 216.500 eksemplar af magasinet, hvor i fotoet optræder, og det blev husstandsomdelt til mere end 200.000 mennesker.

Det er en skærpende omstændighed, skriver Retten i Glostrup i sit domsresumé.

Særlig sag

Før sagen endte i en dansk retssal, forsøgte Ai Weiwei i mere end et år at nå en forhandlingsløsning med Skandinavisk Motor Co., men da han ikke fik sine krav opfyldt, besluttede han at gå til domstolene.

At sagen var speciel, ses af, at tre dommere i Retten i Glostrup skulle tage stilling til striden, mens der normalt en enkelt dommer bag podiet kun sidder i en byret.

Det fremgår af domsresuméet, at alle tre dommere var enige i afgørelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik