Verdens mest kendte hotel vender tilbage til København

Hotelprojekt til én milliard kroner får Hilton til landet igen.

Hotelkæden Hilton måtte forlade Københavns Lufthavn, efter den norske mangemilliardær Petter Stordalen lagde et bud, der gjorde, at han kunne skubbe Hilton ud og sit Clarion ind.

Men nu svarer Hilton igen.

Det tidligere Nordea-hovedkontor – populært kaldet "Ørkenfortet" – skal ombygges for en milliard kroner til et nyt femstjernet hotel.

Dermed fortsætter oprustningen af hotelkapaciteten i hovedstaden, efter hotellerne har haft en række år med rekordhøje belægninger.

Plads til 400 gæster

Det er ATP Ejendomme og BC Hospitality Group, der står bag den store satsning i bygningen ved Knippelsbro på Christianshavn, som Nordea forlod i efteråret 2017 for at flytte til en ny beliggenhed på Amager.

Det kommende hotel får navnet Hilton Copenhagen City og får plads til 400 gæster. 

Det forventes at blive et bygningsmæssigt vartegn ud til Københavns Havn i modsætning til "Ørkenfortet", der længe har været kendt som en af hovedstadens grimmeste bygninger set med arkitektoniske øjne.

 
 
Foto: Per Pejstrup / Scanpix

Det nye hotel vil blive drevet af BC Hospitality Group, der i forvejen driver AC Hotel, Bella Sky, Marriott og Crown Plaza i København.

- Med det indgåede samarbejde holder vi snuden i sporet og står nu snart i spidsen for i alt fire hoteller under verdens førende internationale hotelbrands - hoteller, som er med til at sikre et bredt udbud af hotelbrands og en fortsat vækst i antallet af internationale gæster i København, siger Allan Agerholm til TV 2 Business.

Det nye store hotel kræver en opdateret lokalplan for området, og med sagsbehandlingstiden in mente ventes dørene at blive slået op til de første gæster i 2020.

Hotellet vil udover 400 værelser blandt andet indeholde møde- og konferencefaciliteter og to restauranter.

Det er Henning Larsen Arkitekter, der skal stå for indretning, arkitektur og design af det nye hotel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik