Varmen fortsætter og fortsætter - tirsdag kan blive årets hidtil varmeste dag. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Varm tirsdag i vente - over 30 grader i Lorryland

I samarbejde med tv2.dk

Endnu engang har vi taget hul på en særdeles hed dag med temperaturer, der kan nå op mellem 30 og 33 grader.

Det er årets 59. sommerdag, og inden klokken har passeret 11, vil det også være årets niende tropedag med temperaturer på over 30 grader.

Et højtryk sender meget varm luft op over Danmark fra sydøst, og det har med solens hjælp i formiddagstimerne sat fuld blus på temperaturerne.

Indtil klokken 9.50 er den højeste temperatur 28,8 grader i Årslev syd for Odense, og temperaturerne fortsætter hastigt med at stige.

Kan blive årets hidtil varmeste dag

Når temperaturerne ud på eftermiddagen topper, kan tirsdag vise sig at blive årets hidtil varmeste dag. Prognoserne viser, at temperaturerne kan nå 30-33 graders varme over dele af Fyn, Lolland-Falster og over det vestlige Sjælland.

Højeste temperaturer tirsdag eftermiddag. Dette er endda en af de mere beherskede bud på maksimumtemperaturerne. Andre modeller viser op til 33, eller endda 34 grader på det nordvestlige Sjælland og Lolland-Falster. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Enkelte prognoser viser endda hele 34 grader som højeste temperatur.

Førend tirsdag bliver årets varmeste dag, skal temperaturen overstige de 33,1 graders varme, som blev målt både onsdag og fredag i forrige uge i henholdsvis København og Borris i Vestjylland.

Køligere i Jylland

Selvom varmen dækker hele landet her til formiddag, så drejer vinden efterhånden til vest over Jylland i eftermiddagens løb. Det bringer køligere luft fra Nordsøen ind over Jylland, mens aftenen og natten fortsat bliver særdeles varm over øerne.

Natten til onsdag kan igen byde på temperaturer, der nærmer sig tropenatsrekorden på 23,0 grader fra 1997.