Vælgermøder med problemer - fire mødte op i Solrød

Facebook, kandidattests og partilederrunder presser det traditionelle vælgermøde.

Bertel Haarder, Venstre, var én af de politikere, der var med vælgermødet i Solrød, hvor kun fire dukkede op. Foto: Sophia Juliane Lydolph - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

11 politikere mødte forventningsfulde op til debat og vælgermøde lørdag eftermiddag i aktivitets- og frivilligcenteret i Solrød syd for København.

Her måtte kandidaterne med folketingsdrømme skimte langt efter debattrængende tilskuere. Blot fire menige personer, der ikke var med til at arrangere begivenheden, mødte op for at lytte til politikerne.

- Jeg var ærgerlig. Det var da en fiasko, fortæller Tonny Lauridsen, socialdemokratisk lokalformand og arrangør af det menneskefattige vælgermøde.

Blandt de fremmødte politikere i Solrød var tidligere mangeårig minister Bertel Haarder (V). Som aktiv i landspolitik siden 1970'erne har han været til sin portion vælgermøder. Han mener, tiden er løbet fra det klassiske koncept.

- Vi har for mange partier. Vi var 11 i Solrød, og hvem holder til at høre hvert partis kandidat tale i to minutter? Jeg gør ikke, siger han.

Den manglende opbakning i Solrød er langt fra unik. Flere steder i landet har man haft svært ved at fange vælgernes interesse.

I Vejle var mange sæder også tomme under en debat i sidste uge. Her mødte to personer op til et arrangement, hvor ni kandidater skulle diskutere politik.

- Det er ofte, der ikke kommer nogen til debatterne. Folk deltager ikke i vælgermøder, som de gjorde for 20-30 år siden, siger kandidat i Sydjyllands Storkreds, René Vilstrup-Bie (S) til TV 2.

Mens hele panelet var mødt op for at debattere, var tilhørerpladserne anderledes tomme i Vejle i sidste uge. Foto: Frank Normann / Privatfoto

Tv, radio og sociale medier er skyld i manglende interesse

I Solrød fortæller arrangør Tonny Lauridsen, at politikerne godt kunne se komikken i de manglende vælgere til vælgermødet.

Her havde han opfordret kandidaterne til at like og dele vælgermødearrangementet på Facebook for at sikre maksimal opmærksomhed. Men han kigger også indad.

- Vi var ikke uden skyld selv. Vi havde lagt det på en lørdag i bededagsferien, og det var ikke det optimale tidspunkt, siger han.

Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor på Institut for Statskundskab, mener, at de mange tilbud fra medier bærer hovedansvaret for den manglende opbakning til vælgermøderne - bededagsferie eller ej:

- Flere medier har kandidattests, TV 2 NEWS kører døgnet rundt, der er partilederrunder, radio, Facebook og Twitter, så folk har masser af måder at få den nødvendige info på.

Hun mener ikke, at den manglende opbakning til vælgermødet er et demokratisk problem - men vælgerne mister en nuance, hvis de nøjes med at følge mediernes dækning af valgkampen.

- Fordelen ved vælgermøderne er, at politikerne her indgår i dialog med tilhørerne og tvinges til at argumentere for deres sag. Når du følger politikere på de sociale medier eller ser annoncer, er der tale om envejskommunikation, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Bertel Haarder har gode erfaringer med at lokke folk med en gimmick eller to til vælger-arrangementer og opfordrer desuden arrangørerne til at skære ned i kandidatfeltet.

- Nøjes med at inviter fire eller fem kandidater, og sørg for noget sjov og ballade. Sammen med Naser Khader holdt jeg et meget velbesøgt debatarrangement i Tølløse Kirke med titlen ”Sang, røverhistorier og spørgsmål fra salen". Det var en stor succes, siger han.

Udsolgte huse med Erhard og Glistrup

Karina Kosiara-Pedersen vægrer sig ved at konstatere, at det demokratiske engagement var bedre i gamle dage.

- Måske var der flere fremmødte, men mange var partisoldater, der sørgede for at stille spørgsmål, som passede deres egne kandidater godt.

Bertel Haarder afviser også tesen om de "gode gamle dage" - i 70'erne var der ofte tomme pladser.

Omvendt erindrer Bertel Haarder dog også, at det mest velbesøgte vælgermøde han har deltaget i tog plads i 1973.

- Det var i Viborg, hvor både Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup kom som formænd for deres nystartede partier Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet . Der var flere tusind mennesker og mange, der blev afvist i indgangen på grund af manglende plads.

Der er fortsat to uger til at nå et vælgermøde. Folketingsvalget afholdes 5. juni.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik