Ups: Venstre brugte populært hotel til ghettokampagne

Venstre har nu fjernet billedet fra Facebook. Et hotel er ikke et parallelsamfund, erkender partiets pressechef.

Er et stort hotel med mange internationale gæster et parallelsamfund?

Næppe.

Alligevel har regeringspartiets Venstre valgt at bruge et billede af hotellet Radisson Blu på Islands Brygge i København i en kampagne på Facebook mod netop parallelsamfund. 

Sådan så det oprindelige Facebook-opslag med hotellets facade ud.
Sådan så det oprindelige Facebook-opslag med hotellets facade ud.
Foto: Facebook

Radisson Blu er kendt for at have prominente gæster, og FC Barcelonas fodboldhold har blandt andet overnattet der.

I Venstres opslag kan hotellets logo ikke ses, men en sammenligning af billeder af det københavnske hotel viser, at der er tale om Radisson Blu på Islands Brygge. 

- Vi har ikke råd til at tabe flere generationer på gulvet. Parallelsamfundene skal nedbrydes en gang for alle, står der hen over billedet på Facebook. 

Vi har zoomet ind på et billede af Radisson Blu på Islands Brygge i København.
Vi har zoomet ind på et billede af Radisson Blu på Islands Brygge i København.
Foto: Brian Bergmann / Scanpix Denmark

Venstre fjerner billedet

Venstres pressechef Jens Kloppenborg siger til TV 2, at billedet af hotellet er en fejl.

- Det er selvfølgelig en fejl at lægge et billede op af et hotel, når det, vi vil signalere, er parallelsamfund. Dét kan man ikke kalde et hotel, siger Jens Kloppenborg til TV 2.

Er det ikke vigtigt i en debat som denne at være meget præcis i sin kommunikation?

- Jo, det er det, og hvis vi har støt Radisson på manchetknapperne, så er der en uforbeholden undskyldning herfra, siger Jens Kloppenborg.

Efter TV 2s henvendelse har Venstre slettet det oprindelige opslag fra søndag aften. I stedet er kommet et nyt med samme budskab, men hvor billedet i stedet er fra den almene boligsektor med paraboler på facaden.

Vil I fremover være mere omhyggelige med at vælge billeder?

- Det er vi hver dag, men vi lever ikke i et fejlfrit samfund. I (medierne, red.) laver jo også fejl en gang i mellem, siger han.

TV 2 har været i kontakt med Radisson Blu, der ikke ønsker at udtale sig om sagen.

Ghetto-udspil på vej

Venstres Facebook-opslag kommer få dage inden, regeringen på torsdag ventes at præsentere sit udspil mod parallelsamfund.

Det er dog allerede kommet frem, at regeringen vil fordoble straffen for visse typer af kriminalitet, hvis den begås i særligt udsatte områder. 

Præcis hvilke forbrydelser, der skal udløse dobbelt straf, er ikke fastlagt endnu.

- Det kan være hærværk, tyveri og trusler, som er årsagen. Det betyder så, at man ved, at hammeren falder ekstra hårdt i de områder, siger Søren Pape Poulsen til Berlingske.

Helt lavpraktisk vil regeringen dog lade det være op til enkelte politimestre at beslutte, hvornår og hvor de skærpede strafzoner skal oprettes.

Støttepartiet Dansk Folkeparti er begejstret for forslaget.

- Det er rigtig positivt og glædeligt, at regeringen vil gribe hårdt ind over for de ting, der foregår i de her ghettosamfund, siger partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen, til TV 2.

- Hører ikke til i et retssamfund

Men det er langt fra alle, der jubler over forslaget. Advokat Birgitte Eiriksson, der er projektleder i tænketanken Justitia, kalder det for udansk og ulighed for loven.

- Når de lokale i en ghetto begår den samme kriminalitet som en borger i Gentofte, får vedkommende en dobbelt så stor straf. Det er ikke lighed for loven, og det hører ingen steder hjemme i et retssamfund, siger hun til TV 2.

Hun er også meget bekymret for modellen med, at lokale politimestre bestemmer hvor og hvornår, de skærpede zoner findes. For de vil kunne ændre sig, og så ved borgerne måske ikke, om de er i en skærpet zone eller ej - og det bryder med et grundlæggende retsprincip.

- Det er meget betænkeligt, at man ikke ved, hvad en strafferamme er. Det er helt grundlæggende i et retsstat. Og det kan man ikke vide, når det bliver en administrativ beslutning, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik