Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade 64 i København. Foto: Linda Kastrup - Scanpix

TV 2 afslører: Kirkens Korshær rådgiver illegale til sort arbejde

I samarbejde med tv2.dk

​Tre rådgivere hos Kirkens Korshær rådgiver uafhængigt af hinanden TV 2’s muldvarper til at søge sort arbejde.

De udenlandske hjemløse bliver ikke kun hjulpet med at finde overnatningsmuligheder, mad og bad, når de henvender sig til Kirkens Korshærs rådgivningscenter, Kompasset.

Det er jo tankevækkende, at en organisations medarbejdere vejleder illegale personer i at forbryde sig mod loven

Kjeld Farcinsen, Københavns Politi

Centrets medarbejdere rådgiver også illegale til at arbejde sort - og i et enkelt tilfælde hjælper en medarbejder ovenikøbet TV 2's muldvarp med at lede efter et sort arbejde på nettet. Det afslører skjulte optagelser, som TV 2 har lavet i forbindelse med dokumentaren ’Illegal i Danmark’, hvor to mænd er gået undercover som illegale.

- Jeg ved ikke, om du kender nogen nigerianere i Danmark, for ellers bliver det svært at finde sort arbejde. Men hvis du kan…, siger en af rådgiverne til TV 2’s nigerianske muldvarp og trækker på skuldrene:

- Du kan ikke finde lovligt arbejde.

Muldvarpen, der kalder sig John, har kort forinden fortalt Kompassets medarbejder, at han hverken har pas eller papirer, men det afholder altså ikke rådgiveren i at anbefale ham at søge sort arbejde.

Læs også De usynlige: Hovedstaden vrimler med illegale - mød Hope her

Hvis det er din eneste udvej

Kirkens Korshær har siden januar 2013 drevet Kompasset, som er målrettet udenlandske hjemløse, der har svært ved at navigere i det danske samfund.

Meningen er, at medarbejderne skal give de hjemløse råd og støtte til, hvad deres muligheder er, men nogen gange går rådgivningen for langt, viser optagelserne.

Her er et af rådene, som TV 2's pakistanske muldvarp fik:

- Det er selvfølgelig risikabelt at arbejde sort. Hvis de for eksempel ikke betaler dig, så kan du ikke stille noget op. Vi kan ikke anbefale sort arbejde. Hvis det er for at overleve, så må du gøre, hvad du er nødt til.

I alt rådgav tre af Kirkens Korshærs medarbejdere uafhængigt af hinanden begge TV 2’s muldvarper til at søge sort arbejde.

Læs også Au pair blev gravid med dansk mand, nu lever hun under jorden

Den ene fik oveni købet hjælp til at lede efter sort arbejde på en computer.

Vi har ikke gjort vores arbejde godt nok

Helle Christiansen, Kirkens Korshær

- Det eneste, du kan gøre, er at gå rundt til restauranterne og spørge, om nogen har et arbejde til dig.(…) Det er ikke lovligt at tage sort arbejde, men det kan du jo gøre, hvis det er den eneste udvej. Jeg vil bare ikke høre om det, siger en kvindelig medarbejder og tager hænderne op for ørerne.

- Jeg tror, at det er din eneste mulighed, tilføjer hun.

Kirkens Korshær beklager: Overrasket og ked af det

Kjeld Farcinsen, som er politikommissær hos Udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi, fortæller, at han aldrig har hørt om lignende før.

Han kalder det ”en krænkelse af samfundets retsbevidsthed”:

- Det er jo tankevækkende, at en organisations medarbejdere vejleder illegale personer i at forbryde sig mod loven i stedet for reelt at vejlede dem, om hvordan man skal overholde den, siger han.

TV 2 har vist de skjulte optagelser til chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen. Hun er ”overrasket” og ”ked af” opdagelserne, og understreger, at Kirkens Korshær tager skarp afstand fra sort arbejde.

- Vi har ikke gjort vores arbejde godt nok, idet vi ikke tydeligt har sagt: ”sort arbejde, det er ikke noget, som du på nogen måde skal begive dig ud i – det er både farligt for dig selv, og det er undergravende for samfundet”, siger hun.

Læs også Krisecentre: Vi vil have lov til at hjælpe illegale kvinder

Giver og tager håb

Derfor har Helle Christiansen også gjort sit til at sikre, at det ikke gentager sig. De medarbejdere, der ikke har respekteret reglerne, har fået en advarsel, lyder det.

- Jeg er ked af det, fordi vi har at gøre med nogle meget sårbare mennesker for hvem en yderligere sårbarhed vil være ikke at få den rette rådgivning.

- Det er jo desværre også engang imellem Kompassets opgave at tage håbet fra et menneske ved at sige: ”Du har ikke mulighed for at få et arbejde i Danmark", siger hun.

I 2017 modtager Kompasset 2,4 millioner kroner fra EU, 28.000 kroner fra Socialministeriet og 400.000 kroner fra Københavns Kommune.

Første afsnit af 'Illegal i Danmark' kan du se på torsdag kl. 20 på TV 2 eller på TV 2 Play. Andet afsnit vises torsdag den 6. april.