Trusler mod to politikere på Københavns Vestegn

En kandidat fra Ny Borgerlige har fået smidt brændende valgplakater mod sin hoveddør i Brøndby, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Arkivfoto. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

To folketingskandidater fra Københavns Vestegn har anmeldt trusler til politiet, oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Det er sager vi tager meget alvorligt, og som vi straks er gået i gang med at efterforske, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

En folketingskandidat fra Alternativet i Rødovre er blevet truet, og en folketingskandidat fra Ny Borgerlige har fået smidt brændende valgplakater mod sin hoveddør i Brøndby, oplyser politiet.

- Det er politiets opgave at sikre, at alle partier og kandidater kan deltage i den demokratiske debat. Der skal ikke herske tvivl om, at når vi får en anmeldelse af denne karakter, så indleder vi efterforskning og efterforsker disse sager i bund, siger Kim Christiansen.

Hvis man har oplysninger i de to sager, kan man ringe til Københavns Vestegns Politi på 114.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik