Tricktyve i København stjal ur til 220.000

En bølge af ur-tyverier har ramt København. Tyvene går efter de allerdyreste af slagsen - og de er dybt professionelle, siger Københavns Politi.

Det tog ikke mere end et par sekunder, så var hans ur til 220.000 kroner over alle bjerge.

Jesper Engels fik stjålet sit ur af to tricktyve en fredag aften, da han var ude for at fejre sin vens fødselsdag i indre København. På trods af at hans gode venner var i nærheden, gik tyveriet så stærkt, at ingen opfattede det, før det var for sent.

- Vi råbte og skreg og løb efter dem ned af sidegaden, men de var væk. Det er jo helt grotesk, at 14 mænd i løb ikke kan stoppe dem. De ved virkelig, hvad de laver, siger Jesper Engel.  

De to mænd var fuldstændig forsvundet i menneskemængden. 

Urene forsvinder midt i "dansen"

Jesper Engel og hans venner var alle i godt humør og var på vej fra deres spisested til en bar, da han noterede sig de to mænd, som kom gående imod ham. 

De talte engelsk, var i slut-tyverne, velklædte og lignende de fleste andre mennesker, som var ude for at have en festlig aften i byen. Men da de var tæt på Jesper Engel slog de til:

- Den ene mand skubbede mig direkte i brystet, så jeg mistede balancen. Men midt i det momentum tog han fat i mig og hev fat i mit håndled og begyndte at "kramme" mig, mens han slog og sparkede helt tæt på min krop. Jeg forstod ikke, hvad der skete - ville han slås eller var han bare meget fuld?, siger Jesper Engel til TV 2. 

De to mænd havde en helt anden agenda - de er en type kriminelle, som har fået fodfæste i det københavnske natteliv: Tricktyve, som specialiserer sig i at spotte og stjæle dyre ure.

Ifølge politikommissær for Tyveri og Røveriafsnittet ved Københavns Politi, Ove Randrup, har politiet set en markant stigning i tyverier af de meget dyre ure henover nytår. 

- Vi kalder dem dansetyverier, fordi gerningsmændene retter henvendelse til folk på gaden og laver forskellige tricks, som afleder opmærksomheden, siger han.

Mændene, som er unge og oftest kommer fra Østeuropa eller Nordafrika, tager fat i armene på deres ofre, sparker mellem deres ben og over skinnebenet, danser og spiller fodbold og går i det hele taget meget tæt på fysisk - mens de gør det, lykkedes det dem at lirke urene fri af håndleddet. 

- Der foregår en vildledning, så forurettede ikke ved, hvad der sker. Oftest lægger de først mærke til, at de mangler uret kort efter, at de er blevet berøvet, siger Ove Randrup.

Tyvene udnytter fulde mennesker

De mange anmeldelser, som er indgivet til Københavns Politi viser, at tyvenes foretrukne domæne netop er det område, hvor Jesper Engel mistede sit ur - området omkring Kongens Nytorv, hvor masser af københavnere valfarter til hver weekend.

Her er masser af cafeer og restauranter og dermed masser af ofre, som er lette at distrahere, hvis de har fået lidt alkohol at drikke. Tyveri- og Røveriafsnittet ved Københavns Politi kalder det et "hotspot".    

- Her bør man naturligt være mistænksom omkring de personer, man færdes iblandt. Hvis man ikke ved, hvorfor nogle retter henvendelse til en, skal man holde øje med sine værdigenstande. Der er nogle derude, som meget gerne vil have fat i dem, siger Ove Randrup fra Københavns Politi. 

Politiet vil ikke oplyse præcis, hvor mange tyverier der er tale om og har endnu ikke givet TV 2 aktindsigt i antallet af anmeldelserne, men Ove Randrup fortæller, at tallet har været så højt, at de nu har afsat ekstra resurser til at efterforske sagerne. 

Urkendere slår alarm

Flere af de ure, som er blevet stjålet ved Kongens Nytorv er af mærkerne Rolex, Patek Philippe og IWC som nemt koster over 100.000 kroner. En del af de danskere, som interesserer sig for urene, har da også selv opdaget, at de bærer på eftertraget tyvegods. 

I den lukkede Facebook-gruppe Rolex Gruppen, hvor danskere køber, sælger og søger sparring om ure, skrev et medlem, Eik Meisingset, den 8. januar et opslag, hvor han kunne nævne hele seks tyverier i området. 

- Vi har alle hørt om røverier af kostbare ure mens folk har uret på, men det har altid relateret sig til udlandet. Nu er det i høj grad kommet til København., skriver han i opslaget. 

Opslaget har siden fået over hundrede kommentarer, hvoraf mindst fem personer skriver om lignende episoder.

Også Jesper Engel har hørt om tyverierne - dog først efter, at han selv var den uheldige, det gik ud over. 

- Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan gå i sin egen by uden at få stjålet sine ting. Jeg følte det ikke som et overfald, for de slog ikke hårdt, men det efterlod mig alligevel med en følelse af et overgreb, siger han.      

Politiet sætter ind mod tyverierne

Politiet er lige nu ved at efterforske tyverierne, og har sørget for, at der er flere betjente i området i weekender. Det har ifølge Ove Randrup allerede haft den positive effekt, at de ikke har fået nogen anmeldelser om tyverier i weekenden mellem den 13. og 15. januar. 

Hvis man enten ser eller selv oplever et tricktyveri anbefaler politiet, at man holder sig over sit håndled og råber op, hvis der sker noget, så man tiltrækker sig opmærksomhed - man skal dog altid tænke på sin sikkerhed. 

- Man skal ikke udsætte sig selv for noget som helst farligt, men hvis man ser nogle, som skaber utryghed, så må man gerne bemærke deres tøj, signalement og hvor de færdes.

- Kort sagt, skal man være fornuftig, og passe på sine værdier og ikke flashe sine værdigenstande.

De kriminelle handler i storbyen

Tyverierne er kendt fra andre europæiske storbyer, hvor omrejsende udlændinge alene eller i flok stjæler alle typer værdigenstande for at sælge dem videre. I både Berlin, Barcelona og Rom er dansetyverierne et kendt fænomen. 

Københavns Politi kan ikke sige, hvor urene ender efter de er havnet hos de kriminelle, men Jesper Engel tvivler stærkt på, at hans ur endnu er i Danmark 

- Langt de fleste dyre ure har et nummer, som kan identificeres. Hvis det blev solgt videre i Danmark, og det nogensinde skulle repareres, så ville enhver urmager lægge mærke til det og melde det til politiet. Det vil svare til at aflevere en stjålet bil til service, siger han.   


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik