Tidligere drabschef: Kræver bestemt type at partere et lig

Politiet har flere gange tidligere stået med makabre sager om parterede lig.

Københavns Politi har onsdag morgen fastslået identiteten på den kvindetorso, der mandag blev fundet i vandet ved det vestlige AmagerDer er tale om den forsvundne svenske journalist Kim Wall, oplyser politiet.

Det både makabre og opsigtsvækkende fund, er dog ikke enestående. Dansk politi har flere gange tidligere stået over for makabre sager med parterede lig.

Det fortæller politiinspektør Bent Isager-Nielsen, der er en af landets mest erfarne drabsefterforskere, til TV 2. I mere end 40 år har han arbejdet hos politiet, blandt andet som chef for drabssektionen i det daværende Rigspolitiets Rejsehold.

- I alle de her tilfælde er det selvfølgelig meget, meget vanskeligt, men ingenlunde umuligt, for politiet at nå frem til de her svar: Hvem er det resterne af, og hvem har slået det her menneske ihjel? 

Tidligere sager har været forsøg på at skjule offers identitet

Blandt de eksempler, han nævner, er Peter Lundin-sagen, hvor Lundin blev dømt for at have dræbt og parteret sin kæreste og hendes to små drenge, samt sagen fra Klerkegade i København, hvor der i påsken 2005 blev fundet et par ben og en arm – og et par dage senere en tilhørende torso i Adelgade.

I Rejseholdet havde de selv sagen fra Roddenbjerg Sø ved Thisted i 1985, hvor der blev fundet flere legemsdele fra en kvinde, mens hendes torso blev fundet nogle dage senere i Ørum sø.

- Jeg har før set eksempler på meget handlekraftige og handlingsorienterede mænd, som vil løse et praktisk problem og slippe af med et lig, fjerne muligheden for at identificere via tænder og fingeraftryk, og prøve at gøre det så vanskeligt som muligt, fortæller Bent Isager-Nielsen. 

Han understreger, at han udelukkende udtaler sig om de tidligere drabssager – og altså ikke om den aktuelle sag med torsoen fra Vestamager eller sagen om Kim Wall, hvor ubådsejer Peter Madsen er sigtet for drab.

Peter Madsen nægter sig skyldig i sigtelsen og har selv forklaret, at Kim Wall døde ved en ulykke om bord på ubåden, og at han derefter ”begravede hende til søs”. Det er endnu uvist, hvad der ligger i den formulering.

Partering er tegn på koldblodighed

Bent Isager-Nielsen fortæller, at adskillige tidligere sager i både ind- og udland har vist, at gerningsmanden efter et drab har udvist koldblodighed og ikke bare er gået i panik, selvom et drab ikke var planlagt på forhånd.

- Drab foregår nogle gange meget planlagt, men andre gange opstår det i en situation, fordi der er noget, der løber ud af hænderne og ud af kontrol for gerningsmanden. Og så må man gøre det så godt man kan og bruge de muligheder, man har i tid og rum og omgivelser. 

Både politiets egne erfaringer og litteratur om gerningsmandsprofilering giver dog en viden om den type person, som vælger at partere et lig.

- Vi ved, at det ofte er en bestemt type gerningsmand, der kan overkomme og overskue at gennemføre de her både makabre og meget nervepirrende ting, der skal gøres og bygge forklaringer op og så videre, siger Bent Isager-Nielsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik