Staten overtager kontrollen med københavnsk bank

Københavns Andelskasse undersøges for brud på hvidvaskloven. Nu overtages den af staten.

Kontrollen med Københavns Andelskasse, der undersøges for hvidvask, er blevet overtaget af Finansiel Stabilitet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Finansiel Stabilitet.

Andelskassen var i forvejen under skærpet tilsyn fra Finanstilsynet. Flere gange har det således haft kradse bemærkninger om forholdene i banken. Ifølge andelskassens regnskab fik den 30 påbud fra tilsynet alene i 2017.

Der er dog ikke udsigt til, at der findes en privat løsning på problemerne, og derfor overtager Finansiel Stabilitet nu andelskassen.

Efterforsket i flere måneder

Efter at have været på inspektion i Københavns Andelskasse i juni bad Finanstilsynet Bagmandspolitiet om at indlede en efterforskning af andelskassen.

- Andelskassen har groft overtrådt flere bestemmelser i hvidvaskloven, lød det dengang fra Finanstilsynet.

Ved samme lejlighed kunne Finanswatch oplyse, at andelskassen havde bortvist to ledende medarbejdere for at have overtrådt regler og bevidst ignoreret Finanstilsynets påbud.

TV 2s finanskommentator Ole Krohn spåede for tre uger siden, at der skulle endog rigtig meget til for at rette op på andelskassens blakkede renommé.

- Det kan imidlertid vise sig at være svært, da det er ottende gang på fire år, man skifter på ledelsesniveau, og hvis efterforskningen kommer frem til, at der rent faktisk er tale om hvidvask, så har man en tommelfingerregel om, at så skal udbyttet, som banken har fået ud af hvidvasken, modsvares med en bøde, der er betragtelig større, sagde Ole Krohn. 

Del af stor svindelsag

Senest er det kommet frem, at Københavns Andelskasse er del af svindelsagen 'Operation Greed', hvor den danske stat menes at have mistet over en halv milliard kroner.

Udover anklagerne om hvidvask har det også vist sig, at andelskassens tidligere storaktionær, selskabet Clearhaus, i flere år skal have årevis fået adgang til fortrolige oplysninger i banken.

Clearhaus spillede ifølge Finanstilsynet en central rolle i at presse Københavns Andelskasse ud i bankforretninger med virksomheder, der foretog mistænkelige pengeoverførsler.

Lars Krull, som er bankekspert og seniorrådgiver ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet, vurderer, at det er positivt for andre pengeinstitutter, der lever op til lovgivningen, at Finansiel Stabilitet nu overtager kontrollen af Københavns Andelskasse. 

- Man kan sige, at det er til glæde for alle mulige andre, og jeg mener alle andre pengeinstitutter, der har gjort sig umage for at leve op til lovgivningen, siger Lars Krull til Ritzau.

Kunder vil stadig blive betjent

Finansiel Stabilitets overtagelse af andelskassen betyder, at direktionen og bestyrelsen er afsat med øjeblikkelig virkning.

I stedet træffer Finansiel Stabilitet, der også går under navnet "statens skraldespandsselskab", beslutninger på vegne af andelshavere og bestyrelse.

Der er ydermere blevet etableret et datterselskab Broinstitut II A/S til at overtage ejerskabet.

Fredag morgen vil andelskassen fortsat betjene sine kunder, fremgår det af meddelelsen. Torsdag er både netbank og mobilbank lukket midlertidigt.

Finansiel Stabilitet er ejet af staten og har til opgave at sikre finansiel stabilitet i Danmark, blandt andet ved afvikling af nødlidende selskaber. Selskabet blev stiftet i 2008.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik