Foto: Scanpix

Sort skærm under nytårstale: Nu kræver mistænkt erstatning

I samarbejde med tv2.dk

Et år efter, at 1,3 millioner YouSee-kunder fik sort skærm nytårsaften, er sagen fortsat uopklaret. Tidligere mistænkt kræver erstatning.

Hverken politiet eller teleselskabet TDC har kunnet afdække, hvorfor mere end en million husstande mistede tv-signalet kort inden dronningens nytårstale for et år siden.

Hvorfor YouSee-signalet gik i sort, og 33 sendestationer landet over måtte genstartes.

Og hvorfor en tilsyneladende uskyldig mand var tilbageholdt af politiet i én dag og sigtet i ni måneder i sagen. 

Denne mand kræver nu erstatning fra TDC. Det bekræfter hans advokat, Karoly Nemeth, over for TV 2. Han fortæller, at han på sin klients vegne forhandler med TDC, og at resultatet af forhandlingerne vil afgøre, om der bliver rejst en erstatningssag.

- Det er min forventning, at forhandlingerne ender i et forlig. Sker det ikke inden udgangen af januar 2018, ryger der en stævning afsted, siger Karoly Nemeth til TV 2. 

Læs også Gik du også glip af nytårstalen? Se den hele her

Kræver detaljeret viden

Umiddelbart efter nedbruddet lød det fra forskellige eksperter, at der enten kunne være tale om et udefrakommende hackerangreb - eller en form for intern sabotage begået af en eller flere personer, der havde direkte adgang til TDC's systemer.

Og fem dage inde i januar bekræftede TDC i en pressemeddelelse, at det var det sidste, der var tilfældet:

- Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om YouSees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling, lød det. 

Læs også Tidligere mistænkt i YouSee-sag er ramt på pengepungen

Samtidig overleverede selskabet resultatet af en række interne undersøgelser til Københavns Politi, der på den baggrund anholdt en dengang 51-årig mand, som skulle fremstilles i grundlovsforhør dagen efter med krav om varetægtsfængsling.

Sigtet for bevidst sabotage mod tv-nettet, for omfattende forstyrrelse i driften af fjernsynsanlæg og hærværk af betydeligt omfang.

Intet med sagen at gøre

Kort før det planlagte grundlovsforhør blev den 51-årige mand imidlertid løsladt, og den 22. september 2017 blev sigtelsen mod ham endeligt frafaldet, ifølge Københavns Politi fordi "efterforskningen ikke har underbygget, at der skulle være grundlag for at opretholde sigtelsen mod ham".

Fordi intet altså tyder på, at den nu 52-årige mand skulle have noget som helst med nedbruddet at gøre. 

Læs også Drab på sosu assistent blev nævnt i nytårstalen: "Det forpligter"

- Efterforskningen fortsætter imidlertid i anden retning, og derfor har Københavns Politi ikke mulighed for at give yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt, lød det i september fra Københavns Politi, der stadig arbejder med sagen, men ikke ønsker at kommentere efterforskningen yderligere.

TDC og sikkerheden

Det samme svar kommer fra TDC, som henviser til, at det er politiets opgave at retsforfølge de skyldige.

Ligesom koncerndirektør Louise Knauer heller ikke ønsker at komme ind på de eventuelle huller i sikkerheden, der var til stede i TDC's systemer for et år siden.

- Vi har set på, hvordan vi kan forbedre vores sikkerhed, og hvad vi kan lære af det, siger Louise Knauer. 

Læs også Berørt kollega til dræbte Vivi Nielsen efter nytårstale: "Et stort skridt for os"

- Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på de tiltag, vi har gjort i forhold til nytårsaften i år. Men vores kunder har ingen grund til at frygte nytårsaften, siger Louise Knauer.

Skulle distributionen af tv-signalet blive ramt af et lignende nedbrud, er signalet fortsat tilgængeligt på nettet. Sidste år kunne alle se Dronningens nytårstale live på TV 2s hjemmeside. Og efterfølgende på TV 2 PLAY.

 

I samarbejde med tv2.dk