Slagen Samuelsen om vælgerlussing: - Det har ikke været en festaften

Liberal Alliance har været i regering for første gang nogensinde. Det har ikke været populært hos vælgerne, der har vendt partiet ryggen.

00:20

I samarbejde med tv2.dk

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen er ifølge valgresultatet højst overraskende ikke blevet genvalgt til Folketinget. Alligevel mener han, det er for tidligt at sætte to streger under egen skæbne.

Det siger han i partilederrunden natten til torsdag.

- Nu vil vi lige afvente finoptællingen hen over natten og konkludere på det i morgen. Men nej, det har ikke været nogen festaften, siger Anders Samuelsen.

Viser fintællingen det samme som det nuværende resultat, har den snart forhenværende udenrigsminister et bud på en alternativ karrierevej.

- Ellers kan jeg altid gå ind i det som politisk kommentator, det er der jo så mange, der har gjort før, siger han med et smil.

Et katastrofalt valg

Liberal Alliance har fået et elendigt valg. Partiet er gået fra 7,5 procent af stemmerne til blot 2,3 og har mistet ni af sine hidtidige 13 mandater og lander derfor kun på fire.

Det store nederlag kommer efter, at Liberal Alliance de seneste to et halvt år har været i regering for første gang i partiets historie. Det har været en turbulent tid, hvor Anders Samuelsens parti har måttet opgive ellers bebudede topskattelettelser. Og i december 2017 var VLAK-regeringen tæt på at gå i opløsning, fordi Liberal Alliance truede med ikke at stemme for egen finanslov.

Anders Samuelsen har tidligere fremhævet, at hans parti har fået store resultater som eksempelvis sænkelser af registreringsafgiften på biler, men han erkender også at have fejlet undervejs med sin til tider konfrontatoriske stil.

- Lige nu var vinden ikke til en klar borgerlig profil, og vi har taget vand ind, siger han på valgnatten.

Liberal Alliancen fik 7,5 procent af stemmerne ved valget i 2015.

Anders Samuelsen blev slagtet i Nordsjælland:

LA-profiler på stribe ryger ud

Anders Samuelsen er langt fra den eneste LA-profil, der ryger ud.

Partiets finans- og udlændingeordfører, Joachim B. Olsen, må også sige farvel til Folketinget. Det skyldes, at partiet mister sit ene mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor han er opstillet.

Liberal Alliance får fire mandater i Folketinget, hvilket gør partiet til det mindste sammen med Nye Borgerlige. Partiets gruppeformand og politiske ordfører, Christina Egelund, ryger også ud af Folketinget, da Liberal Alliance mister sit mandat i Nordjyllands Storkreds, hvor hun er opstillet.

Beskæftigelsesordfører Laura Lindahl (LA) er også færdig i Folketinget, fordi partiet mister sit mandat i Sjællands Storkreds.

Med 91 mandater til rød blok og 79 til blå tyder alt på, at Socialdemokratiets Mette Frederiksen kommer til at lede de kommende forhandlinger om dannelsen af en ny regering.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik