Skypumpe set over København lørdag

En mindre skypumpe blev lørdag set over København.

Flere københavnere måtte lørdag ved middagstid spærre øjnene op, da en skypumpe åbenbarede sig under en mørk sky lidt øst for København.

En mindre 'snabel' stak ned fra skyens underside og var synlig flere steder i Københavnsområdet.

Formentlig er skypumpen ude over Øresund, og den er også blevet set andre steder i Nordsjælland. 

Her ses skypumpen fra Amager
Her ses skypumpen fra Amager
Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

Skyen, hvorfra skypumpen udgår, er en såkaldt 'cumulus congestus', hvilket er det sidste stadie, en cumulussky gennemgår, inden den bliver til en egentlig bygesky - det man kalder en 'cumulonimbus'. Skyerne opstod i den ustabile luft, der i de seneste dage har befundet sig over Danmark.

I bygeskyer under udvikling opstår der let turbulens ved overfladen, og dermed kan der opstå små hvirvler. Desuden findes der opvinde under skyen, og i visse tilfælde - som tilfældet var det i går - kan sådanne hvirvler 'fanges' af en opvind og strækkes ud i lodret retning.

Når en hvirvel strækkes, så øges dens rotationshastighed, ligesom vi kender det fra skøjteprinsessen, når hun foretager en piruette.

I listen herunder kan du se de voldsomste skypumper, der har ramt Danmark. 

SÅDAN KATEGORISERES TORNADOER

Tornadoer kategoriseres ud fra EF-skalaen (Enhanced Fujita Scale) som har været i brug i USA siden 2007. Skalaen er opkaldt efter den japansk-amerikanske meteorolog Tetsuya Theodore Fujita (1920-1998) og måler en tornados styrke ud fra dens ødelæggelser i kategorierne EF0 til EF5, hvor sidstnævnte er kraftigst.
Ødelæggelserne kan omtrent omsættes til vindhastighederne herunder, men klassificeringen sker ud fra ødelæggelsernes omfang alene. Tornadoer, der derfor ikke resulterer i nævneværdige materielle skader, kan være meget svære at klassificere og undertiden ende i en for lav kategori.

EF0
Vind: 29-37 m/s 
Relativt mindre ødelægger som under en gedigen dansk storm eller orkan. Tagsten blæser ned, skorstene blæser omkuld og træer brækker over eller rives op.

EF1
Vind: 38-49 m/s 
Moderate ødelæggeser - hustage lider stor skade og kørende biler blæses af vejen.

EF2
Vind: 50-60 m/s
Betydelige ødelæggeser - tage rives af huse og biler kan tippes rundt. Træer rives op med rode eller brækker over.

EF3
Vind: 61-73 m/s
Voldsomme ødelæggelser - tage blæser af selv solide bygninger og biler løftes og kastes rundt. Træer rives op med rode.

EF4
Vind: 74-90 m/s
Enorme ødelæggelser - huse jævnes med jorden og biler løftes og flyver igennem luften
Typisk breddere end 500 meter

EF5
Vind: Over 90 m/s
Altødelæggende - jævner næsten alt med jorden og kan løfte store lastbiler mere end 100 meter væk
Typisk breddere end 1000 meter
Skypumpen set nord for København lørdag.
Skypumpen set nord for København lørdag.
Foto: Claudia M. Nielsen / Privatfoto

TIDSLINJE: Her har større skypumper ramt landet før

1962 

11. februar

Den kraftigste skypumpe i dansk vejrhistorie

På et tidspunkt af året, hvor der ellers normalt ikke forekommer skypumper, raserede en usædvanlig kraftig skypumpe området omkring Holstebro. Adskillige tage blev revet af husene, og op mod 500 træer blev revet op med rod i nærliggende skovområder.

Adskillige huse blev ødelagt af skypumpen over Holstebro i februar 1962 
Adskillige huse blev ødelagt af skypumpen over Holstebro i februar 1962 
Foto: Privatfoto / Berlingske / Privatfoto

 

1999

17. juli

Kro får flået taget af på Midtsjælland

Om eftermiddagen blev kraftige tordenbyger dannet over det centrale Sjælland, og en af landets ældste vejkroer, Skoemagerkrogen blev raseret af en skypumpe. Øjenvidner berettede at skypumpen havde kontakt med jordoverfladen i op mod 10 minutter inden den forsvandt igen. 

Skypumpen væltede træer og ødelagde kroens tag.

 

2002

18. juni

Historisk tordenvejr gav også skypumper

I forbindelse med nyere dansk vejrhistories voldsomste tordenvejr der gav over 100.000 lynnedslag, blev der dannet flere skypumper i Midtjylland.

Blandt andet bevægede en skypumpe sig forbi Karup hvor mindst fem huse blev beskadiget.

Endnu mere voldsomt gik det til i Ilskov hvor op mod 20 huse fik ødelæggelser, da en kraftig skypumpe trak et 30 meter bredt spor gennem byen.

 

2005

8. august

Ødelæggelser ved Holbæk Marina

I en ustabil luftmasse opstod der flere byger rundt omkring i landet - og helt galt gik det i Holbæk, hvor en skypumpe bevægede sig ind over Holbæk Marina.

Flere optimistjoller blev slynget omkring, og en af dem landede over 50 meter væk. 

Heldigvis kom ingen mennesker til skade i forbindelse med skypumpen.

 

2006

27. august

Gård raseret på Lolland

En kraftig skypumpe fejede ind over en gård nær Nakskov på Lolland, hvor store dele af ejendommen blev ødelagt.

En af beboerne måtte flygte for livet da store dele af tagkonstruktionen fløj gennem luften og faldt ned omkring gården. Dele af taget fløj op mod 200 meter op i luften.

Store ødelæggelser efter skypumpens raseren. 
Store ødelæggelser efter skypumpens raseren. 
Foto: Nini Flikka / Privatfoto

 

2007

28. juli

Gartneri ved Vordingborg ødelagt af skypumpe

En skypumpe hærgede Madsnedø gartneri ved Vordingborg på Sjælland.

Skypumpen trak et 200 meter langt ødelæggende spor gennem gartneriet, hvor både vinduer og aluminium blev smadret til uigenkendelighed.

Senere blev det vurderet at der var i omegnen af 4000 ødelagte vinduer.

Senere anslog gartneriets ejer at reparationen af skaderne ville koste et sted mellem 1 og 2 millioner kroner.

 

2009

10. august

Forstad til Aalborg ramt af skypumpe

Et tag blev løftet af et hus i Nørre Tranders nær.
Et tag blev løftet af et hus i Nørre Tranders nær.
Foto: Arkivfoto / Privatfoto

En ganske intens skypumpe drev ind over Aalborg-forstaden Nørre Tranders, hvor den gav fire huse huller i taget, sendte en campingvogn over en hæk, mens trampoliner fløj flere hundrede meter.

Desuden blæste taget af et hus, som det ses på billedet ovenfor.

 

2010

15. september

Østjysk by ramt af skypumpe

Den mindre østjyske by Vissing, nær Hadsten blev ramt af en kraftig skypumpe.

Skypumpen fejede hen over en del af byen, hvor den anrettede omfattende skader.

En campingvogn blev kastet 25 meter gennem luften og ramte på sin vej flere biler, mens flere huse fik revet dele af taget af. Skypumpen væltede også træer og havetrampoliner fløj gennem luften.

Derudover blev adskillige elledninger også revet ned.

 

2011

29. august

Tankstation i Nordjylland raseret af skypumpe

Væltede genstande foran tankstation ved Hjallerup Enge i Nordjylland
Væltede genstande foran tankstation ved Hjallerup Enge i Nordjylland
Foto: TV 2 / Screendump

En skypumpe slog til sent om eftermiddagen på en tankstation ved rastepladsen Hjallerup Enge i Vendsyssel.

Flere løse genstande rundt om tankstation blev slynget omkring, ligesom der opstod ødelæggelser på taget. Tankpasseren der var på arbejde beskrev skypumpen som en 'snurretop' da den bevægede sig forbi.

2013

15. juni 

Ødelæggelser ved Stigs Bjergby

Ødelæggelser på hus ved Stigs Bjergby i Nordvestsjælland
Ødelæggelser på hus ved Stigs Bjergby i Nordvestsjælland
Foto: Michael Johannessen / Privatfoto

I forbindelse med kraftige tordenbyger opstod der en kraftig skypumpe nær Stigs Bjergby i Nordvestsjælland.

Skypumpen rev blandt andet tagplader og sten af flere ejendomme og var skyld i, at elledninger blev revet ned.

Også to store containere, en kabelrulle og en trampolin blev taget af skypumpen.

 

2016

24. april

Skypumpe nær Odense på Fyn

En skypumpe drev ind over en gård ved Bellinge syd for Fyn, hvor den blandt andet anrettede skader på en ladebygning.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik