Skuespiller forudså mordforsøg i Hollywood: "Det kunne have været mig"

Skuespilleren Thomas Ernst fortæller i en ny podcast, hvordan han i Hollywood boede sammen med en filmproducer, der blev eftersøgt for mordforsøg.

Den danske skuespiller Thomas Ernst rejser i 2014, efter sin deltagelse i 'Vild med dans', til Los Angeles for at gå på skuespillerskole og forfølge drømmen i Hollywood.

Thomas Ernst, der blandt andet er kendt fra filmen 'Hvidsten gruppen, flytter ind i et skuespillerkollektiv, som filmproduceren Andre Bauth har i Hollywood Hills.

quote Det er en fyr, som var flyttet ind på mit værelse, efter jeg var taget hjem til København. Vi har næsten sovet i de samme lagener.

Thomas Ernst

- Han var en spøjs type, der af og til kunne komme med nogle voldsomme udbrud. En aften, hvor vi var ude på en bar i Los Angeles, råbte han for eksempel, 'jeg hader sorte mennesker', siger Thomas Ernst til TV 2.

På trods af det opstår der et venskab mellem de to. 

- Vi blev skide gode venner. Han inspirerede mig enormt meget, fordi han ville drømmen om Hollywood lige så meget som jeg. Han hjalp mig rigtig meget, og fik mig ind til nogle fede castings. Blandt andet på serien 'How I Met Your Mother, fortæller Thomas Ernst om Andre Bauth.

Virkelighed bliver til film

Danskeren bor i Hollywood i fire måneder, men flytter efterfølgende hjem til Danmark, hvor et skuespillerjob i en dansk tv-serie venter.

På baggrund af sine oplevelser i skuespillerkollektivet med de andre beboere og den spøjse udlejer får Thomas Ernst ideen til at skrive en spillefilm. Den skal handle om en europæisk skuespiller, der flytter ind i et hus i Hollywood.

I mellemtiden opdager den danske skuespiller at Andre Bauth vinder en Emmy-statuette for serien "The Bay", og Thomas Ernst tager til Hollywood igen for at sælge ideen til sin tidligere udlejer.

De to aftaler at lave filmen sammen, og Thomas Ernst rejser hjem til København for at skrive på manuskriptet. Det går strygende, men han bakser med en slutning på historien.

Hans oplevelser med Andre Bauths lidt mørke side og voldsomme udbrud, inspirerer ham. Historien skal slutte med, at den europæiske skuespiller bliver dræbt af sin udlejer.

Den slutning kom dog pludselig uhyggeligt tæt på virkeligheden.

Film bliver til virkelighed

Thomas Ernst er færdig med sit manuskript. For at få navnet på Bauths produktionsselskab rigtigt googler Thomas Ernst sin kompagnon, men han finder ikke det, han forventer.

Diverse amerikanske nyhedsider melder i stedet om, at Andre Bauth er eftersøgt i Hollywood for mordforsøg, og er flygtet ud af landet, efter at han har stukket en ung skuespiller, som boede i Andre Bauths hus, med en køkkenkniv.

- Det er en fyr, som var flyttet ind på mit værelse, efter jeg var taget hjem til København. Vi har næsten sovet i de samme lagener. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det kunne jo have været mig, og jeg havde reelt forudsagt, hvad der ville ske, siger Thomas Ernst.

Pas på i Hollywood

I dag sidder Andre Bauth i fængsel. Thomas Ernst hører aldrig fra filmproduceren igen, og han har sat sit filmprojekt på standby. Han vælger at fortælle sin historie for at advare andre håbefulde skuespillere om Hollywood

- Man skal passe på og holde øje med de mennesker, som er derover, siger den danske skuespiller.

Han ærgrer sig dog også over, det der skete.

- Jeg tænker dagligt på, hvordan mit liv havde set ud, hvis Andre ikke havde gjort det her. Jeg er sikker på, at vi kunne have lave noget stort sammen, siger Thomas Ernst.

Herunder kan du høre hele podcasten om Thomas Ernsts vilde oplevelse i Hollywood.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik