Arkivfoto: Skolepatrulje Foto: Mads Nissen / Ritzau Scanpix

Skolepatruljer får fingeren og bliver råbt ad

I samarbejde med tv2.dk

Ny kampagne skal minde trafikanterne om, at de skal vise hensyn til børn og skolepatruljer.

- En bilist kørte over vejen, selv om vi gjorde tegn til, at han skulle stoppe.

- Der var en bilist, der gav os fuck-fingeren.

- En cyklist kørte ind i min arm og sagde: "Jeg har ikke tid til det her pjat".

Sådan lyder det i en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring blandt 987 skolepatruljeelever i hele landet. 

Læs også Forældre: Trafiksikkerheden ved skoler skal være bedre

Den viser, at en tredjedel af dem inden for det seneste år har oplevet ubehagelige episoder, når de hjælper de mindste med at krydse vejen sikkert på vej til skole.

- Det er langt ude, at nogle voksne ikke kan styre sig og vise skolepatruljerne den respekt, som de fortjener. Eleverne yder en frivillig indsats, så alle børn kommer sikkert og trygt gennem trafikken. Det virker meget voldsomt på et barn at blive råbt ad af en voksen, fordi en bilist ikke kan vente de få sekunder, det tager at hjælpe skolernes mindste børn over vejen, siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

På Virum Skole, som TV 2 har besøgt, kender man også til problemet med utålmodige bilister:

- Der et par gange, hvor folk bare er kørt igennem, når man har stokken ude. Eller de bliver sure på en, fordi de synes, at man holder stokken op for længe, siger Thure Freund, der går i 6. klasse på Virum Skole.

- Der er biler, der er ligeglade og kører uden om stokkene. De ved bare ikke, hvad det betyder. De tænker kun på sig selv og på at komme på arbejde, lyder det fra Sofie Strande, der er også er i skolepatruljen. 

Læs også Kaoskryds: Her er der timelang kø hver morgen

Kampagne skal løse problemet

En del af lærerne på landets skoler kan også genkende billedet med trafikanter, der ikke viser hensyn.

Lærerstandens Brandforsikring har også spurgt 761 lærere og forældre blandt deres medlemmer i hele landet, om de oplever, at trafikanterne viser hensyn til de børn, der går eller cykler i skole.

FAKTA OM SKOLEPATRULJEN

  • Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949.
  • I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
  • Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
  • En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
  • Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.

Hver femte svarer, at trafikanterne slet ikke eller i mindre grad viser hensyn til børnene.

Nu vil Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring med en kampagne minde trafikanterne om, at de skal vise hensyn til børn og skolepatruljerne.

Politiet vil også sætte fokus på problemet, når der er kontrol på skolevejene, så trafikanterne bliver mindet om, at de skal overholde færdselsreglerne og udvise hensyn over for børn og skolepatruljen.

- Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på vejene omkring skolerne, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for ofte bilister, der ikke overholder færdselsreglerne, når de kører på skolevejene, siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.