00:30

Skole i Ballerup viser vejen: Nu går børnene på toilet

I samarbejde med tv2.dk

Før klagede både børn og forældre over ulækre toiletter. Men efter en renovering på Måløvhøj Skole vil eleverne nu gerne bruge skoletoiletterne.

Ulækre toiletter får mange elever til at holde sig, mens de er i skole. Men på Måløvhøj Skole i Ballerup har man muligvis fundet løsningen.

Skolen har brugt næsten 300.000 kroner på at forbedre toiletterne.

- Jeg synes, de er meget bedre. Jeg gad ikke gå på toiletter her før. Det så ikke pænt ud, og de var ulækre, siger Magnus Emkjer, der er 8 år og går i 2. klasse.

Læs også Kassedame blev fyret: Nu vil flere tusinde hjælpe hende

Pengene er blandt andet gået til at få lagt nye plastikgulve, som er lettere at holde rene. Der er også blevet sat større skraldespande op og placeret klistermærker i toiletterne.

- Ram mig, siger det. Så skal man ramme der, så man ikke tisser på væggene og alt muligt, siger Magnus Emkjer mens han peger på skydeskiven.

Det er ikke børnenes skyld

Ashley Brereton er direktør i konsulentfirmaet Brave, som har rådgivet Måløvhøj Skole i forbindelse med renoveringen. Og selvom der ikke er nogen tvivl om, at det er børnene, der sviner toiletterne til, mener Ashley Brereton, at svineriet langt hen ad vejen skyldes for dårlige faciliteter.

Det er de små ting, der gør forskellen. Klistermærket her skal sørge for, at drengene ikke tisser ved siden af kummen. Foto: TV 2

- Der er for få toiletter til alt for mange børn. Derfor skal vi have bedre rengøring og vedligehold og mere opmærksomhed fra ledelsen og lærerne på, hvad der sker herude, siger han.

- Man skal forstå, at når der kommer så mange børn ud på et toilet, bliver det overbelastet. Hvis du har 50 gæster derhjemme, vil dit toilet hverken dufte godt eller se særligt godt ud.

Men i indskolingen har de yngste elever et dårligere udgangspunkt for at holde toiletterne rene og pæne, end 50 voksne gæster har.

- Mange af børnene kommer direkte fra børnehaven, hvor de er vant til at sidde sammen. Pludselig kommer de i folkeskolen, hvor der er en lås, og de skal være alene – og det er et stort problem, siger Ashley Brereton.

Læs også Havbiolog jubler: Jeg har ventet på denne video i 30 år

Derfor er det nødvendigt at guide børnene så meget som muligt, og hjælpe dem til at blive trygge ved situationen og holde fokus på, hvad de skal huske, mens de er på toilettet.

Toiletter på storskærmen

På Ellekildeskolen i Sakskøbing har skoledagen kun været i gang i 10 minutter, da en dunst af urin har spredt sig på toilettet. En elev har glemt at trække ud efter sig.

Det er langt fra første gang, det er sket. Ind i mellem sker det også, at det flyder med papir på gulvet og eller at eleverne glemmer at bruge toiletbørsten.

Eleverne på Ellekildeskolen i Sakskøbing blev mødt af dette syn til dagens morgensamling. Foto: Jakob Martinsen

- Det er en lang sej kamp, og nogle gange tænker man 'nej, nu skete det igen, siger skoleleder Jakob Martinsen og fortæller, at børnene på trods af, at både lokaler og toiletter er forholdsvis nye, ikke altid glade for at gå på toilettet.

Han tror ikke, det vil ændre noget, at skabe nye toiletforhold, hvis der ikke også bliver gjort en indsats for at ændre elevernes adfærd.

I et forsøg på at gøre eleverne bevidste om, at de har et fælles ansvar for at holde toiletterne rene, har skolen indført et fast element i morgensamlingen.

Hvis nogle af skolens toiletter er blevet svinet til, bliver der vist billeder af det på storskærmen.

- Vi vil opnå, at børnene tænker "ad, det er ikke min skole". Jeg vil godt sørge for, at de kan prikke til sidemanden og sige, at det er cool at skylle ud efter sig. Så tror jeg, at børnene kan smitte hinanden, i stedet for at vi voksne altid kommer med den løftede pegefinger, siger Jakob Martinsen.

Eleverne råbte Foto: TV 2

Venindetaburetter og guide til låsen

På Måløvhøj Skole i Ballerup har man også forsøgt at påvirke børnenes adfærd på toilettet. For eksempel er træk ud-knappen markeret med en rød ring, så eleverne husker at trække ud. Derudover er der klistret en guide til låsen op på døren og sat taburetter op på alle skolens toiletter.

- Vi ved, at børn er bange for, at de ikke kan låse døren op igen. Derfor har vi lavet en venindetaburet, så man kan gå to personer ind og hjælpe hinanden med at holde vagt ved døren, siger Ashley Brereton.

Sidst men ikke mindst er spejlet, der normalt sidder over håndvasken, flyttet, så det nu er placeret over toilettet.

- Når du skal over og vaske hænder, skal du ikke have fokus på at kigge på dig selv og tænker ’ih, hvor ser jeg godt ud’. Nej, du skal have fokus på, at der er vand, og du skal vaske hænder, siger Ashley Brereton.

Måløvhøj Skole i Ballerup har brugt 300.000 kroner på at bygge toiletterne om. Håbet er, at det kan forbedre hygiejnen. Foto: TV 2

Eleverne trives bedre

Ud over alle ændringerne har Måløvhøj Skole udvidet rengøringen, så der nu bliver gjort rent tre gange om dagen. Før eleverne møder ind, klokken 10.00 og klokken 12.00. Alt i alt har det betydet, at skolen ikke længere får henvendelser fra forældre, der klager over dårlige toiletforhold, og indtrykket er, at børnene trives bedre.

-  Ved den sidste trivslesmåling var der kun 38 procent af eleverne i indskolingen, der var tilfredse med toiletterne. I den nyeste måling var vi oppe på 68 procent, og så har investeringen her jo virkelig gjort en forskel, siger Rie Norit Carlson, bygningskonstruktør ved Center for Ejendomme i Ballerup Kommune.

Men selvom toiletterne er blevet renere, og det er lettere for børnene at komme på toilettet, er der dog én ting, Magnus Emkjer venter med, til han kommer hjem fra skole.

- Jeg laver stadig ikke poopoo på det her. Det gider jeg ikke, hvis der nu er nogen, der har tisset på brættet eller sådan noget.

Den 12. september vandt Måløvhøj Skole Hygiejneprisen 2017 for deres forbedring af skoletoiletterne.