Se billederne: Op mod 40.000 gik parade i København

Tusindvis af mennesker trodsede grå himmel og hyldede seksuelle minoriteter ved optog gennem hovedstaden lørdag.

Mellem 35.000 og 40.000 personer trodsede lørdag eftermiddag grå himmel og regndråber og deltog i Copenhagen Pride.

Det skønner arrangøren bag festivalen, der hylder mangfoldighed og sætter fokus på seksuelle minoriteter.

Optoget satte i gang omkring klokken 13, og bevægede sig fra Frederiksberg frem til Rådhuspladsen i København.

Copenhagen Pride har fundet sted hvert år siden 1996. Lørdagens optog var kulminationen på en uge i regnbuefarvernes tegn.

- Jeg er her for at udtrykke kærlighed til menneskeheden og for at sige, at man er smuk, ligemeget hvem man er, siger en af deltagerne i paraden, Fillip Filipek.

Copenhagen Pride parade danser igennem byen fra Frederiksberg Rådhusplads til Rådhuspladsen.
Copenhagen Pride parade danser igennem byen fra Frederiksberg Rådhusplads til Rådhuspladsen.
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

- En parade er ikke kun en fest. Det er en manifestation, og den øger bevidstheden blandt folk. Og en øget bevidsthed giver en større accept af seksuelle minoriteter, siger han.

Derudover skal man udnytte, at vi bor i et land, hvor en Pride-parade er mulig, mener Anne Bergfelt, der gik paraden med sine veninder.

- Vi gør det for alle mennesker verden over. Det er vigtigt, for vi kan netop gøre det. Vi er et af de få lande i verden, hvor det er muligt. Det skal vi bakke op om, siger hun.

Kommerciel grænse

Det var både firmaer og enkeltpersoner, der deltog i paraden. Man kunne således se masser af vogne med virksomheders logoer og flag.

Det kommercielle islæt har dog nået dets grænse, lyder det fra kommunikationschefen i Copenhagen Pride, Thomas Rasmussen.

Copenhagen Pride parade danser igennem byen fra Frederiksberg Rådhusplads til Rådhuspladsen i København, lørdag den 17. august 2019.
Copenhagen Pride parade danser igennem byen fra Frederiksberg Rådhusplads til Rådhuspladsen i København, lørdag den 17. august 2019.
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

- Generelt har vi de seneste tre-fire år fået flere sponsorer, og vi oplever også en større interesse fra firmaer i forhold til at indgå samarbejder med Copenhagen Pride.

- Nu mener vi, at vi har nået et maks i forhold til kommercielle aktører, der går med i paraden, siger Thomas Rasmussen.

Cirka en tredjedel af de 160 grupper, der i år gik med i paraden, har betalt for at være med.

Optoget nåede frem til Rådhuspladsen i København ved 15-tiden, og her blev prisen Årets Laks uddelt.

En pris til en person eller en organisation, der "bevæger sig imod strømmen i arbejdet for sexuelle minoriteter".

I år blev det Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn, der fik prisen, som tidligere blandt andet er blevet givet til Helle Thorning-Schmidt, Anders Fogh Rasmussen, forfatter Leonora Christina Skov og tv-serien 'Skam'.

Se TV 2 Lorrys indslag fra lørdagens pride her. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik