Så lykkedes det: Her flyver danskbygget raket i vejret

Raketten er et led i ambitionen om at sende en bemandet raket op i fremtiden.

Den danske raketforening Copenhagen Suborbitals har efter næsten et års forsinkelse sendt raketten Nexø II i luften ud for Bornholm.

Efterfølgende blev det kaldt "en meget succesfuld affyring" i Copenhagen Suborbitals egen liveudsendelse fra opsendingen. 

Raketten var i luften mellem 10-15 minutter, hvorefter den udløste faldskærmene og langsomt dalede ned mod vandspejlet. 

- Vi har sikret raketten. Den slæber vi lige så langsomt efter blå rib nu, lød det efterfølgende over radiosystemerne. 

Det betyder, at raketten blev fundet i vandet og langsomt trukket i land af en båd. 

- Det er godt at høre, lød svaret tilbage over radioen. 

Her er rakettens faldskærm foldet ud på vej ned mod vandspejlet.
Her er rakettens faldskærm foldet ud på vej ned mod vandspejlet.
Foto: Copenhagen Suborbitals

Raketten er efterfølgeren til Nexø I, som blev affyret i slutningen af juli 2016. Det gik dog langt fra som håbet, da den kun nåede en højde på godt 1500 meter, før den løb tør for brændstof.

Succeskriteriet ved lørdagens opsendelse har derfor været at få raketmotoren til at brænde i omkring 40 sekunder, slukke på kommando og at få faldskærmene til at folde sig ud, så raketten kan bjærges igen. 

Klar til næste projekt

Talsmand Mads Wilson fra Copenhagen Suborbitals siger også, at opsendelsen var en succes, hvor alt forløb som planlagt: 

 - Vi er opstemte, glade og rigtig, rigtig trætte. Det skal fejres, og så skal vi sikkert have noget søvn. 

Og derefter skal der arbejdes på næste projekt, siger han:

- Nu skal vi i gang med at analysere de store mængder data, vi har fået på den her flyvning, lave en debriefing, og så skal vi i gang med at bygge den næste raket. 

I alt nåede raketten omtrent 6,5 kilometer op i luften, hvilket var en smule under forventningen. Alligevel udtrykte Copenhagen Suborbitals umiddelbart efter opsendingen tilfredshed med resultatet.

Vil sende bemandet raket op

Raketten, som er 6,7 meter lang, er et led i Copenhagen Suborbitals planer om at bygge en bemandet raket til den såkaldte Spica-mission. Det er dermed drømmen om at blive de første amatører nogensinde, som sender en bemandet Spica-raket ud i rummet.

Nexø II blev sendt i luften fra den mobile platform Sputnik, som flyder i havet omtrent 25 kilometer fra Bornholms østkyst. 

Modelskitse af Nexø II-raketten, som vejer omtrent 300 kilo, når den skal affyres.
Modelskitse af Nexø II-raketten, som vejer omtrent 300 kilo, når den skal affyres.
Foto: Copenhagen Suborbitals
Her står raketten på den mobile, selvsejlende affyringsrampe Sputnik omtrent 25 kilometer fra Bornholms østkyst.
Her står raketten på den mobile, selvsejlende affyringsrampe Sputnik omtrent 25 kilometer fra Bornholms østkyst.
Foto: Copenhagen Suborbitals

Det var egentlig planen, at Nexø II skulle i luften sidste år, men det var ikke muligt dengang. Flere gange blev opsendelsen udskudt. Blandt andet på grund af de svenske luftfartsmyndigheder, som havde problemer med at sikre luftrummet over opsendelsesområdet.

Sidste weekend måtte Copenhagen Suborbitals også opgive at sende raketten til vejrs, da de svenske luftmyndigheder havde travlt med at slukke skovbrande. 

Raketforeningen, der tæller cirka 50 frivillige, har bygget og opsendt raketter i Danmark siden 2011.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik