Royal Arena bliver evakueret, da en brandalarm går i gang under showet Guldtuben 2018. Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

Royal Arena evakueret under stort show

I samarbejde med tv2.dk

På direkte tv blev den store arena tømt, da der gik en brandalarm under showet 'Guldtuben'.

Publikum og seere fik sig lidt af en overraskelse lørdag aften, da showet 'Guldtuben', der hylder danske youtubere, løb af stablen i Royal Arena på Amager.

En brandalarm gik, mens en af aftenens tre værter youtuberen Rasmus Brohave stod på scenen, og dermed måtte alle tilstedeværende hastes ud af arenaen. Og det skete vel at mærke på direkte tv, da TV 2 ZULU viste showet direkte.

Alarmen blev dog hurtigt afblæst, så der gik ikke længe, før publikum blev gennet tilbage på deres pladser. Her fortalte Rasmus Brohave, at nogle brændende popcorn var skyld i alarmen.

Læs også Kæmpe YouTube- og gamingfestival indtager kongrescenter

Vært vidste ikke, hvad der skete

Alarmen gik som nævnt, mens værten stod på scenen og skulle til at udnævne en pris. Pludselig stoppede han op og sagde til kameraet, at publikum var ved at forlade salen, og at han ikke vidste hvorfor.

Derefter fik han gennem sin øresnegl at vide, at der var gået en alarm, og derefter forsøgte han at holde sin talestrøm kørende, mens salen blev tømt, og han til sidst selv blev bedt om at forlade scenen.

Læs også Verdensberømte komikere i Royal Arena: Mobiltelefoner strengt forbudt

Blev hurtigt tømt

Cecilie Blaksted, der er partner hos Splay, der arrangerer 'Guldtuben', bekræfter over for TV 2, at det var brændende popcorn, der udløste alarmen.

- Royal Arena blev tømt nærmest på to sekunder. Folk var meget rolige. Kæmpe props til Royal Arena for at håndtere situationen så professionelt.

I samarbejde med tv2.dk