18-årig dømt for at hælde toiletrens i kollegas energidrik

En episode blandt kolleger resulterede i flere fyringer og en dom for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

En 54-årig kvinde måtte på hospitalet, efter hun havde drukket af en Red Bull energidrik, som en 18-årig kollega havde hældt toiletrens i.

Episoden skete i FrederiksborgCentret den 23. januar. Torsdag blev den 18-årige mand dømt til 30 dages betinget fængsel og til at betale 15.200 kroner til kvinden i godtgørelse for svie og smerte.

Det viser en udskrift af domsbogen fra Retten i Hillerød, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Uro i medarbejderstab

Straffen blev gjort betinget, da han er ung, ikke tidligere straffet og trods personlige udfordringer har udmærkede sociale forhold. Manden nægtede sig skyldig.

Den 18-årige arbejdede som rengøringsassistent i FrederiksborgCentret, der er Nordsjællands største kursus- og konferencecenter. Det samme gjorde den 54-årige kvinde.

Efter episoden blev hun kørt på Hillerød Hospital. Samtidig blev den 18-årige straks bortvist, mens to andre blev opsagt, oplyste centrets direktør, Carsten Larsen, til TV 2 i januar.

- Når der i den medarbejderstab har været så meget uro, at de har tænkt, at de kan chikanere hinanden på den måde, så mener jeg ikke, de kan være på vores arbejdsplads, sagde han.

Hældte toiletrens udover vogn

Den 18-årige var tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, men han blev dømt efter en mildere voldsparagraf, da der var tale om en mindre mængde toiletrens, og kvinden kun fik beskedne fysiske skader, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge avisen fandt retten det bevist, at manden hældte en mindre mængde toiletrens udover kvindens rengøringsvogn og herunder udover hendes åbne dåse med energidrik, så toiletrensen kom ned i dåsen, som hun efterfølgende drak af.

Efterfølgende sørgede arbejdspladsen for, at sagen blev politianmeldt, og at den 54-årige kvinde blev tilbudt krisehjælp af en psykolog.

- Det kunne være gået rigtigt galt, men heldigvis er der ikke sket nogen fysiske skader, sagde direktør Carsten Larsen til TV 2 i januar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik