Du kan få sne under fødderne i weekenden i Skicenter Hedeland Foto: Søren Bidstrup - Scanpix

Prognoser: Der kan falde over 15 centimeter sne

I samarbejde med tv2.dk

Et snevejr har sat kursen mod Danmark, og torsdag kan det stedvis give store mængder sne.

Der venter mange af os en rigtig vinterlig overraskelse, når et blæsevejr onsdag er overstået.

Et snevejr ventes nemlig at brede sig op over Danmark fra sydvest i løbet af torsdag, og nogle steder kan man lokalt få store mængder sne. 

  Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Samtidig bliver det ganske blæsende, så der kan meget vel opstå problemer for trafikken med sneglatte veje, og på broerne kan der blive indført restriktioner for høje og lette køretøjer.

I henhold til de seneste prognoser får man mest sne i et bånd hen over den sydlige del af landet fra Syd- og Sønderjylland og hen over Fyn og Sjælland til Bornholm.

Her kan man lokalt få over 15 cm sne, mens man mange steder her udsigt til et sted mellem 5 og 10 cm sne i løbet af torsdagen. 

Læs også Langrend og kælkebakker: Få overblik over mulighederne her

Regn fra sydvest går over i sne

Snevejret begynder som et almindeligt regnvejr over Nordsøen, men i takt med at det breder sig mod nord og øst ind over Jylland, går regnen hurtigt over i sne i mødet med tørrere luft. 

  Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Den første sne kan falde i Sønderjylland omkring middag, mens man hen over eftermiddagen bliver ramt længere mod nord i Jylland og på Fyn, Sjælland og Bornholm.

Snevejret kan stå på i mange timer, så man allerede til aften kan have fået mere end 15 cm nogle steder.

En enkelt prognose spår endda om over 20 cm, og her er man mest udsat på Esbjerg-kanten, men der er også store mængder sne i den prognose over Fyn, Sjælland og Bornholm. 

Læs også Iskoldt vejr: Elefanterne kan miste et stykke af øret

Fortsat usikkerhed om sneens endelige placering og mængde

Sneen falder i forbindelse med et lavtryk, som ventes at bevæge sig hen over de allersydligste egne eller det nordligste af Tyskland.

På nordsiden af lavtrykket falder nedbøren som sne, mens den primært vil falde som slud og regn i lavtrykket og syd for lavtrykket. 

  Foto: Torkil Adsersen / Scanpix

Lavtrykkets præcise bane er derfor altafgørende for nedbørformen, og der er endnu usikkerhed om, hvor langt mod nord banen kommer til at gå.

Desuden vil en stor del af sneen sandsynligvis falde ved temperaturer lige over frysepunktet, så den bliver våd og tung og fylder knap så meget som let og sprød frostsne.

Skulle temperaturen imidlertid falde blot en enkelt grad i forhold til det forudsagte, kan mængderne blive større, og der vil kunne være risiko for snefygning.

Der er således endnu usikkerhed omkring den præcise placering af sneen og de endelige mængder, men det virker overvejende sandsynligt, at man i et strøg hen over landet - og meget vel den sydlige del af landet - får ganske vinterligt vejr på torsdag. 

Læs også QUIZ: Har du styr på dine pligter ved sne og frost?