Foto: Martin Sylvest Andersen - Scanpix

Prisbelønnede luksusrestauranter i store økonomiske problemer

I samarbejde med tv2.dk

Store økonomiske problemer tvinger gourmet-restauranten Kadeau på akut kapitaljagt. Sangeren Lukas Graham skød ellers penge ind i selskabet i 2015.

Mens Michelin-restauranten Kadeau vælter sig i priser og gode anmeldelser, så er den økonomiske situation i selskabet, der ejer restauranterne i København og på Bornholm, alt andet end en solstrålehistorie.

I 2016 endte restauranternes ejerselskab med et utilfredsstillende underskud på mere end to millioner kroner, og ikke nok med det har en uafhængig revisor noteret en alvorlig påtegning i selskabets regnskab.

- Der er en væsentlig usikkerhed, som kan skabe betydelig tvivl om selskabets evne til at fortsætte driften, skriver statsautoriseret revisor og partner i Deloitte Bjørn Winkler Jacobsen i regnskabet, der lige er blevet offentliggjort.

Læs også Snart er det slut: Meyers lukker butik under Magasin

Uret tikker for ny pengejagt

Selskabet er ifølge regnskabet i forhandlinger med investorer om en pengepose på ekstra 9,5 millioner kroner, som skal holde liv i blandt andet Kadeau-restauranterne.

Og de forhandlinger er altafgørende.

- Selskabets fortsatte drift er betinget af, at den nævnte kapitalforhøjelse opnås, skriver Bjørn Winkler Jacobsen i regnskabet.

Revisoren forventer dog, at forhandlingerne falder på plads inden udgangen af juli.

Læs også Tis-øl gik verden rundt: Nu dropper Roskilde ideen

Gourmetsatsning har kostet

Ifølge direktør og medejer af Kadeau Holding Rasmus Kofoed kommer underskuddet ikke uventet. Især en relancering af Restaurant Kadeau i København har kostet penge.

- Det er forventeligt, at regnskabsåret ville være i minus. Vi lavede en strategisk investering med Kadeau i København, siger han og understreger, at han er langt i forhandlingerne om at få nye investorer ind.

- Man kan ikke sige noget, før der er en underskrift. Vi er rigtig langt og venter en afklaring. Jeg forventer, at vi har aftale med flere investorer i den nærmeste fremtid, lyder det fra Rasmus Kofoed.

Læs også Kok giver opsang til forældre: Børn må ikke bestemme menuen

Millionindsprøjtning fra Lukas Graham

Det er ikke første gang, at Kadeau må ud og lede efter penge. Tilbage i 2015 købte den succesfulde sanger Lukas Graham 20 procent af Kadeau og gav dermed restauranten en økonomisk håndsrækning.

- Det er sjovt at være med til at højne niveauet inden for dansk gastronomi. Serviceniveauet, de holder på Kadeau, kan jeg rigtig godt lide, sagde Lukas Graham dengang.

Den prisvindende kok Nicolai Nørregaard er medejer og ansigtet udadtil hos Kadeau-restauranterne. Foto: Claus Bech - Scanpix

Michelin-restauranter kæmper for overlevelse

Udover Michelin-restauranterne Kadeau i København og på Bornholm ejer holdingselskabet også restauranterne Nabo, Pony og Honey. Men det er typisk de dyre gourmetrestauranter, som har svært ved at køre rundt.

Den trestjernede Michelin-restaurant Geranium er tidligere gået konkurs. Dengang måtte den tidligere Saxo Bank-ejer Lars Seier Christensen træde til og skyde penge ind i restauranten.

På samme måde har restauranter i samme klasse som Studio og Kong Hans Kælder i København også kæmpet med store underskud.

Læs også Million-indsprøjtning skal redde madmarked i København

- Problemet er, at den gastronomi, der giver høje ratings hos Michelin-guiden, kræver mange mandetimer, og det er de mange ansatte, der gør det svært at tjene penge, siger dagbladet Børsens madanmelder, Ole Troelsø.

Bistroer skal tjene pengene

I stedet tjener nogle af de fine restauranter penge på at lave bistro-restauranter ved siden af, som kan leve af den fine restaurants gode navn.

- Der er en tendens til, at man har en Michelin-restaurant, og så åbner man en bistro ved siden af, siger Ole Troelsø.

Det har Kadeau også gjort, men det har altså ikke kunnet forhindre, at de nu er i gang med at forhandle med investorer, der skal holde hånden under forretningen.