Det er ikke kun julegaver, der er på ønskelisten hos de lokale politikere i København.
Flere ser nemlig gerne, at der bliver opkaldt en bro efter den folkekære sanger Kim Larsen, der gik bort for to måneder siden.
Der er tale om den forsinkede cykel- og gangbro ved siden af Langebro, da den af flere årsager er en oplagt Kim Larsens Bro, mener Niels E. Bjerrum fra Socialdemokratiet, der sidder i København Kommunes vejnavnenævn.
- Jeg synes, der er en fin symbolik i, at Kim Larsen har sunget om nabobroen, og at man så kan opkalde cykelbroen ved siden af efter ham, siger han til TV 2.
Ikke så lige til
For de fleste kan måske høre den karakteristiske sanger for sig, når han synger: "Da jeg gik ud over Langebro, en tidlig mandag morgen" i sangen 'Langebro'. Men det handler også om det symbolske i at bygge bro.
Hvis de (pårørende red.) stejler helt og synes, det ville være det mest forfærdelige i hele verden, skal vi selvfølgelig ikke gå den vej
- Den forbinder to bydele på samme måde, som Kim Larsen har forbundet forskellige typer i hele landet, siger Niels E. Bjerrum og tilføjer, at musikeren også var en stor cykelmand.
Men selvom der ifølge Berlingske er opbakning fra Teknik- og Miljøudvalgets Jacob Næsager (K), som skal godkende vejnavnenævnets indstillinger, og Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, så er det ikke nødvendigvis så lige til.
Familien kan modsætte sig
Der er flere årsager til, at det ikke bare er noget, man gør. For det første, fordi broen faktisk allerede er navngivet Lille Langebro efter en konkurrence blandt byens borgere.
Men også, fordi der er noget, der hedder en karensperiode. Reglerne foreskriver, at der skal gå et år, før man begynder at navngive steder efter afdøde personer. Men endnu vigtigere er det, at de pårørende er med på ideen.
- Det er selvfølgelig afgørende, at man spørger de efterladte. Hvis de stejler helt og synes, det ville være det mest forfærdelige i hele verden, skal vi selvfølgelig ikke gå den vej, siger Niels E. Bjerrum.
Realdanica, der har finansieret broen, kommer også med på råd. Ikke, fordi de har krav på det, men fordi det er mest rimeligt, tilføjer han.
Forsinket i over et år
Broen skal forbinde Christianshavn og Blox, der er den nye markante bygning for enden af Vester Voldgade. Og oprindeligt var planen, at den kunne åbne for de mange cyklister og gående i efteråret 2018.
Men i sommer blev broen voldsomt forsinket efter et uheld under lastningen af brofagene på en pram hos Hollandia BV i Schaardijk, Rotterdam.
To brofag er totalskadede og skal bygges fra bunden igen. Derfor er planen nu, at broen kan åbne i efteråret 2019 i stedet.
Indtil videre er det da også kun den politiske proces omkring en eventuel omdøbning af broen, der er sat igang. Og der går i hvert fald lige et par måneder endnu, før der bliver taget kontakt til Kim Larsens efterladte, fortæller Niels E. Bjerrum.