Politiker kalder flydende fristad 'mega ulækker'

'Fredens Havn' blev erklæret ulovlig i 2015, men der bor forsat op imod 100 beboere på den flydende fristad.

Den ulovlige samling både kaldet Fredens Havn lige ved Christiania i København har langsomt vokset sig større de seneste 10 år. Foto: ALEXANDER ØSTERLIN KOCH / TV 2

I samarbejde med tv2.dk

Ved Frederiks Bastion ikke langt fra Christiania i København ligger der et mindre bofællesskab midt ude på vandet.

Bofællesskabet, som har fået navnet Fredens Havn, består af flere større og mindre både, der er forbundet med gammelt tømmer eller placeret tæt op af hinanden.

De nærmeste beboere er ikke glade for situationen, der har været et stridspunkt, siden de første både begyndte at lægge til for mere end 10 år siden.

I 2015 afgjorde Kystdirektoratet, at bådene ikke måtte ligge der. Men i 2018 bor små hundrede mennesker fortsat på den lille, flydende fristad.

Læs også Flydende fristad opstået midt i København - naboer er rasende

Vi har alle rettigheder til at bevæge os på vandet

Ulrik Kohl, der er medlem af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg for Enhedslisten, mener ikke, at der er noget problem i, at de mange både ligger, hvor de gør:

- Danmark er en nation af sejlere, og vi har alle sammen nogle rettigheder til at bevæge os rundt på vandet, uanset om vi er millionærer eller førtidspensionister. Og det skal vi holde fast i.

- I København har vi et stort problem med, at alt bliver så dyrt. Alt bliver så velpoleret, velfriseret og røvkedeligt. Her er der nogen, der laver noget på en lidt anden måde, det skal der også være plads til, siger han.

Megaulækkert

Det er hans kollega i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg Jakob Næsager (Kons.) lodret uenig i.

Han mener både, at det er en krænkelse af retsbevidstheden, historiske værdier og miljøet, at bofællesskabet har slået sig ned midt ude i vandet.

- Jeg synes, at det er megaulækkert. De små hundrede folk, der bor derude, tømmer toiletspande ud i vandet, og der er en badebro tæt på, hvor børn og voksne bader dagligt.

Han fortæller, at han selv har besøgt stedet flere gange og med egne øjne set beboere tømme toiletspande ud i vandet. 

Læs også Husbåde ved Christiania skal væk

Ulrik Kohl er ikke helt enig i Jakob Næsagers udlægning af toiletforholdene:

- Det er simpelthen noget sludder. Jeg har lige været forbi i går. Der er muldtoiletter inde på land, som er på privat udlejet grund. Der er ikke noget problem, det er fuldstændig efter bogen.

Ulrik Kohl anerkender, at det er uacceptabelt, hvis beboere tømmer deres toiletspande ud i vandet, men opfordrer til bedre samarbejde og dialog mellem beboere og myndigheder frem for at gøre stedet ulovligt.

- Vi skal finde en løsning, så det hele kan blive lovliggjort. Det er det foreningen Fredens Havn har ansøgt om. De vil gerne have legaliseret de forhold, der er.

Striden har været i gang længe, og i 2016 brage vi et indslag med Jakob Næsager, der ville have Miljøministeren til at lave reglerne om, så bådene kunne fjernes med det samme. Se indslaget her.

02:55

Indslag fra TV 2 Lorry 6/1 2016

Luk video

Beboer: En losseplads

Peter Bogason er en af de utilfredse beboere, der har udsigt til Fredens Havn fra sin bolig på den modsatte bred. Han kalder stedet en ”losseplads i et naturskønt område”:

- Det er grimt. Det er synd for et fredet område, at man har lagt alle de her både, som er halvt synkefærdige, helt sunkne, dårligt vedligeholdte og ofte er tomme fordi, folk ofte har lagt dem her.

På Rådhuset i København mener Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der er borgmester for Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i København, at det efter tre år er ved at være på høje tid med et indgreb fra Kystdirektoratet.

- Kystdirektoratet har siddet lidt på hænderne og håbet på en mindelig løsning. Nu må der nok nogle andre metoder i brug, siger hun.

For at sætte skub i tingene har borgmesteren bedt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om at søge Folketingets pulje for fjernelse af skibsvrag.

- Derudover har vi bedt kommunen om at lægge ekstra pres på Kystdirektoratet, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Men spørger man Kystdirektoratets områdechef for kystzoneforvaltning, Hans Erik Cutoi-Toft, er tiden endnu ikke moden til at gribe ind.

- På et eller andet tidspunkt skal der jo ske noget. Men vores helt klare udgangspunkt er, at dem, der har været i stand til at placere bådene også er i stand til at fjerne dem igen. For ellers vil det være skatteyderne, der skal betale, og det er ikke rimeligt, siger han.

I 2015 mødte TV 2 Lorry nogle af beboerne i det flydende kvarter. Se et af indslagene her. 

02:28 Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret