Politiet om omfattende tog-nedbrud: Kan have været en bevidst handling

Hvad der i første omgang lignede omfattende hærværk, var muligvis mere målrettet end det.

Mange S-tog blev mandag morgen og formiddag aflyst eller forsinket efter en række kabelbrud på Linje A.

I første omgang lignende det hærværk, men efter de seneste dage at have undersøgt sagen nærmere, mener politiet nu, at der kan have været tale om et bevidst forsøg på at ramme togdriften.

Ifølge politiet var HTK-kabler blevet klippet over 30-40 forskellige steder på Farumbanen. 

Politiet har hele ugen foretaget en række undersøgelser. Senest har politiet fredag stoppet al togtrafik mellem Hareskov og Dyssegård nordvest for København i cirka fire timer for med politihunde at undersøge strækningen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Politiet har også studeret videoovervågning fra stationerne og afhørt personale. 

Det fortæller politikommissær ved Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen, til TV 2.

- Vi har før været ude og undersøge stedet uden hunde, men nu var der mulighed for, at vi kunne tage hundene med, og så fik vi indstillet togtrafikken, siger Ole Nielsen.

Af politiets tweet fremgår det, at der er tale om ”ganske omfattende hærværk”, men da Ole Nielsen skal forklare, hvad det dækker over, svarer han således:

- Spørgsmålet er, om det er hærværk eller om det falder under Straffelovens paragraf 193 om omfattende forstyrrelse af offentlige samfærdsmidler. Der er en forskel i paragrafferne, alt efter hvad man ønsker at opnå med sin handling.

Paragraf 193

Straffelovens paragraf 193 handler blandt andet om forstyrrelse i driften af offentlig transport, men også telefon-, radio og fjernsynssignalet. Det var den samme paragraf, en 51-årig mand i ni måneder var sigtet efter, i forbindelse med det store tv-nedbrud hos YouSee, der skete under Dronningens Nytårstale. I september 2017 frafaldt Københavns Politi dog sigtelsen mod ham.

Ole Nielsen, betyder det, at I mistænker, at nogen har gjort det her for at forstyrre togdriften?

- Ja, det kunne det godt tyde på. Vi ligger nok et sted mellem hærværk og den her paragraf 193.

STRAFFELOVENS PARAGRAF 193

  • Den, der på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, offentlig postbesørgelse, telegraf- eller telefonanlæg, radio- eller fjernsynsanlæg, informationssystemer eller anlæg, der tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller varme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.
  • Stk. 2. Begås forbrydelsen groft uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Kilde: Danske Love

Ikke kobbertyveri

Banedanmark, der ejer skinnerne, bekræfter over for TV 2, at det er såkaldte linjelederkabler til deres HTK-anlæg, der var blevet klippet over.

HTK-kablerne – HTK står for ”hastighedskontrol og automatisk togstop” – gør, at togene kan køre med forholdsvis kort afstand imellem sig, fordi de hele tiden holder styr på, om den næste skinnestrækning er fri for andre tog.

Ifølge politikommissær Ole Nielsen er der ikke tale om et kobbertyveri. Kablerne, der løber nede langs skinnerne, er ikke meget tykkere end en kuglepen, fortæller han.

- Det er ikke kobbertyveri, og det er heller ikke en køreledning eller noget med strøm i. Der er ikke nogen farer forbundet med det, men det betyder, at togene stopper og skal føres ind til et sikkert område, forklarer Ole Nielsen til TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik