Politiet lukkede Distortion-fest på Rådhuspladsen

Der har været 15 anholdelser i løbet af torsdagens Distortions-fest, oplyser Københavns Politi.

Københavns Politi lukkede torsdag aften midlertidigt Distortion-festen på Rådhuspladsen.

Det bekræftede Riad Tolba, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, sent torsdag aften over for TV 2.

Lukningen af festen skete, fordi der var sket en massiv tilstrømning til pladsen, hvor blandt andet den verdenskendte dj Morten Breum spillede.

- Musikken på Rådhuspladsen er kortvarigt stoppet, og vi har afspærret pladsen på grund af den store menneskemængde, siger Riad Tolba til TV 2. 

Festen på Rådhuspladsen skulle efter planen fortsætte til klokken et.

Distortion Festival på Vesterbro i København.
Distortion Festival på Vesterbro i København.
Foto: Philip Davali - Scanpix Ritzau

17 personer anholdt

Torsdag har der været godt gang i gaderne på Vesterbro i forbindelse med Distortion-festen, som rykkede fra Nørrebro onsdag.

I alt har Københavns Politi anholdt 17 personer siden klokken 16, hvor festlighederne begyndte, oplyser Riad Tolba til Ritzau.

Og lovovertrædelserne er af meget forskellig karakter.

- Fem er anholdt for at have euforiserende stoffer på sig, og tre personer er anholdt for ulovligt arbejde i landet i forhold til udlændingeloven. Én person har overtrådt våbenlov, da vedkommende havde et knojern på sig, én person er anholdt for blufærdighedskrænkelse og endelig er én person anholdt, der var eftersøgt af politiet, forklarede Riad Tolba tidligere til TV 2.

Han kaldte dog antallet af anholdte "forventeligt i forhold til arrangementets størrelse".

- Distortion-festen er foregået uden de helt store udfordringer, lød det.

Distortion Festival på Vesterbro i København.
Distortion Festival på Vesterbro i København.
Foto: Philip Davali - Scanpix Ritzau

Slagsmål foran scene

Tidligere på aftenen udbrød der et slagsmål foran RedBull-scenen, skrev Ekstra Bladet.

Angiveligt skulle det være Brøndby- og FCK-fans, der var kommet op at slås, uddybede Riad Tolba fra Københavns Politi. 

Ifølge politiet er ingen kommet alvorligt til skade under slåskampen.

Bispebjerg Hospital, som var det lokale hospital for onsdagens Distortion-fest på Nørrebro, havde forud for gadefesten kaldt flere læger og sygeplejersker på arbejde end normalt.

Det var en god vurdering, for gadefesten gav blandt andet flere patienter med forgiftninger, efter de havde drukket alkohol og taget stoffer som for eksempel MDMA.

Det oplyser ledende overlæge på Hvidovre Hospital Christian Rasmussen til TV 2 Lorry.

Også Hvidovre Hospital, der dækker Vesterbro, havde torsdag kaldt ekstra personale på arbejde.

100.000 festglade mennesker

Den første Distortion-dag blev onsdag afviklet på Nørrebro i "god ro og orden", som Riad Tolba formulerede det.

Også her måtte Københavns Politi dog anholde 15 personer i løbet af Danmarks største gadefest.

Over 100.000 festglade mennesker gæstede Nørrebro onsdag aften til Distortion-gadefest.

De fleste anholdelser fra ordensmagtens side skyldtes onsdag også euforiserende stoffer.

Fredag og lørdag fortsætter Distortion på Refshaleøen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik