Foto: Scanpix - Martin Sylvest Andersen

Politiet kimet ned: Voldsomme brag vækkede København i nat

I samarbejde med tv2.dk

Adskillige københavnere henvendte sig til politiet, da de pludselig i nat hørte store brag.

Københavns Politi blev tidligt søndag morgen kimet ned af bekymrede og irriterede borgere, der havde hørt store brag i byen.

- Ja, vi har fået mange henvendelser, jeg ved ikke præcis hvor mange, men det er i hvert fald over 10, siger vagtchef Henrik Brix, Københavns Politi, tidligt søndag morgen.

De mange brag og lysglimt, som mange københavnere frygtede skyldtes noget alvorligt, viste sig dog at have en mere fredelig og festlig årsag.

Læs også Fyrværkeri-eksplosion udløste bombefrygt i Nordsjælland

Det var brilleselkabet Thiele, der fejrede sin 200 års fødselsdag i det indre København med et stort fyrværkeri. Men fyrværkeriet skræmte altså mange langt ud over byens grænser.

Blandt andet Ventre-politikeren Jakob Engel-Schmidt, der helt ude i Lyngby kunne høre bragene fra festen. 

- Det buldrede og bragede udenfor mine vinduer for ca 20 min siden. Her taler vi Lyngby. Havde dog ikke bestilt wake-up-call, skriver politikeren på Twitter, hvor flere andre også efterspørger svar på, hvad bragene skyldes.  

 

Læs også Naboer raser i Nivå: Vækkes af fyrværkeri om natten

Hos Københavns Politi undrer man sig over det voldsomme fyrværkeri.

- Ja, vi undrede os også over, der var givet tilladelse til fyrværkeriet, siger Henrik Brix.

Det er brandmyndighederne, der giver sådan en tilladelse. 

Læs også Ulovligt eller lovligt?: Det mener I om fyrværkeri