Politiet erkender fejl ved Paludan-demonstration - overrakte tændvæske

Det er tredje gang, politiet træffer tvivlsomme beslutninger i forbindelse med Stram Kurs' demonstrationer.

Københavns Politi erkender onsdag eftermiddag, at en video, hvor en betjent rækker partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs en flaske tændvæske under en demonstration 2. maj, ser "uheldig" ud.

Under demonstrationen havde Paludan til hensigt at brænde koranen af.

- Vi er neutrale og vil gerne fremstå fuldstændig neutrale og uden holdninger til demonstrationen, så det er vi selvfølgelig rigtig kede af, siger Anne Tønnes, der er politidirektør i Københavns Politi, til TV 2.

Den korte, sammenklippede video er delt af en anonym bruger på Twitter og viser, hvordan Rasmus Paludan under en demonstration i Amorparken i København bad de fremmødte om at skaffe ham noget tændvæske, så han kunne starte et bål.

Spekulationer afkræftes af politiet

Videoen klipper derefter til billederne af en betjent, der overrækker Paludan en flaske, og i kommentarsporet under videoen har forargede Twitter-brugere afkrævet svar fra både justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

De spekulerer i, om det er politiet, der selv har været ude at hente tændvæsken til Rasmus Paludan, men det afkræfter Københavns Politi overfor TV 2.

- Det, der skete helt konkret, var, at der var en borger, der overbragte en flaske til en af vores betjente, som så viderebragte den til Rasmus Paludan, siger politidirektør Anne Tønnes.

Taget ud af to timer lang video

Twitter-videoen er taget og klippet sammen fra en livesending fra Stram Kurs' Youtube-kanal fra 2. maj.

TV 2 har set den knap to timer lange video igennem og gengiver her forløbet op til udvekslingen:

Rasmus Paludan står i Amorparken på hjørnet ved Tagensvej og Nørre Allé i København.

Politiet har sat to afspærringer op, som de har gjort til mange andre af hans demonstrationer: en indre afspærring omkring Paludan og hans kamerakvinde, Pernille Pedersen, som stiller op for partiet i Sjællands Storkreds, samt en ydre afspærring, bag hvilken tilskuerne skal holde sig.

Støtten Benjamin

Da demonstrationen og livesendingen begynder, står der seks tilskuere uden for den yderste afspærring, herunder en mand i beige frakke. Mellem de to afspærringer er mindst 25 betjente.

Paludan opfordrer flere gange på videoen folk uden for afspærringen til at "komme ind til en lille snak", og efter 13 minutter tager en mand i en beige frakke mod til sig.

Politiet kropsvisiterer ham og lukker ham inden for afspærringen. Han introducerer sig som Benjamin, da han giver partilederen hånden.

To gange under den 13 minutter lange samtale tænder Benjamin sine cigaretter med en stormlighter. Under samtalen lykønsker Benjamin blandt andet Rasmus Paludan med vælgererklæringerne, og de taler ligeledes om mediernes dækning af Paludans person og Stram Kurs.

Så går Benjamin uden for den yderste afspærring igen.

Kalder på lampeolie

Efter samtalen med Benjamin prøver Rasmus Paludan at tænde en bunke kviste med en fyrfadslighter, som han henter fra en stor, blå Ikea-pose. I ti minutter kæmper han med at få liv i flammerne, indtil han henvender sig ud mod den håndfuld tilskuere, han har i parken.

- Er der ikke en, der vil være en skat og gå ind at købe noget lampeolie et sted?

En person uden for billedet tilbyder at låne Rasmus Paludan sin stormlighter, men partilederen mener at have brug for tændvæske og anviser manden til en Netto i nærheden.

Det er på dette tidspunkt i videoen uvist, hvem der går ud for at hente tændvæske til Rasmus Paludan, men 41 minutter senere vender personen tilbage:

- Hej, du. Fandt du en dunk med noget? spørger Paludan, som tilbyder at betale manden for hans besvær.

Mens kameraet stadig er på Paludan, henvender han sig til en politibetjent:

- Kan du ikke lade den inspicere?

Betjent overdrager tændvæsken

Kameraet panorerer. På billederne kan man se, at det er Benjamin i den beige frakke, som afleverer tændvæsken til politibetjenten. Pernille Pedersen, som førte kameraet, bekræfter desuden over for TV 2, at det er en af partiets "støtter", som går ud for at købe tændvæsken.

- Ja, jeg vil gerne have den, siger Rasmus Paludan til betjenten.

- Det er jeg godt klar over, lyder det fra betjenten, som langsomt bevæger sig over til Paludan med flasken i hånden.

Han overdrager den til en grinende partileder.

- Æhm, det her er lampeolie skråstreg tændvæske, siger Paludan, inden han stiller den ved siden af de udbrændte kviste.

Benjamin bliver under hele demonstrationen og er en af de eneste tilbage, da Rasmus Paludan efter en time, 59 minutter og to sekunder afslutter sin livesending på Youtube. De mere end 2000 seere ser ham ikke bruge tændvæsken, ligesom de ikke ser, om han og Pernille Pedersen gør mere ved bålet efterfølgende.

Retningslinjer indskærpet for betjente

Politidirektør Anne Tønnes erkender over for TV 2, at de med Rasmus Paludans mange demonstrationer står over for en stor og "ny" type politiopgave, hvor betjentene på den ene side skal sikre både ytrings- og forsamlingsfriheden, og på den anden side gøre det muligt for borgere at komme i dialog med Paludan.

- Vi har talt med vores betjente om, at det er meget, meget vigtigt, at de ikke kun er neutrale, men også fremstår neutrale i de her situationer, siger hun.

Københavns Politi har derfor "indskærpet" reglementet over for kredsens betjente:

- Det, vi har indskærpet over for vores betjente, er, at de ikke må bistå demonstranter. De må ikke overbringe genstande i forbindelse med demonstrationer.

Skærmet for kritiske spørgsmål

Det er ikke første gang, at politiet kritiseres for at gøre mere end at sikre Rasmus Paludans ytringsfrihed. To gange tidligere er politiet blevet kritiseret for at begrænse journalister i at stille den yderliggående islamkritiker spørgsmål.

6. maj forsøgte Radio 24syv at interviewe Paludan ved en demonstration på Nørrebro. Radiokanalen ville gerne have partilederens kommentar til mediets historie om, at han i 2015 blev idømt ti dagbøder a 400 kroner for "fornærmelig tiltale mod en politiassistent fra Københavns Politi".

Her blev kanalens politiske redaktør, Brian Weichardt, afvist ved den ydre politiafspærring med besked om, at Rasmus Paludan "ikke vil tale med Radio 24syv", har redaktøren forklaret til fagbladet Journalisten.

Politiet beklagede efterfølgende forløbet:

- Det er ikke politiet, som på nogen måde skal være smagsdommere over, hvem pressen må tale med. Der er ikke så meget at snakke om, vi lægger os fladt ned og kommer med en undskyldning. Det er ikke sådan, vores plan er for den slags situationer, sagde Peter Dahl, der er ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi dengang til fagbladet.

15. maj blev Paludan skærmet fra en journalist fra Avisen Danmark, da en civilklædt betjent ved en ny demonstration på Nørrebro gav journalisten beskeden:

- Du har fået din chance.

Journalisten forsøgte at få et svar på, hvorfor Rasmus Paludan i flere år havde chikaneret en ung mand. En chikane, der resulterede i et femårigt tilhold.

Her forklarede politiinspektør Peter Dahl efterfølgende, at politiet "på ingen måde haft et ønske om at holde pressen væk fra at gå i dialog med Paludan".


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik